»Hvis I lukker os, skal I betale os«: Politi og demonstranter stødte sammen i Napoli efter nye coronarestriktioner
Urolighederne opstod samme aften, som et nyt udgangsforbud trådte i kraft, efter at landet slog smitterekord fredag.
Politibetjente og flere hundrede demonstranter stødte fredag aften sammen i den italienske storby Napoli, efter at et udgangsforbud samme aften trådte i kraft som led i de lokale myndigheders forsøg på at indskrænke en stigende smitte i regionen Campania.
Ifølge mediet blev der sat ild til skraldecontainere, kastet røgbomber og skudt fyrværkeri mod de kampklædte betjente, som besvarede skytset med tåregas. En af demonstranter bar ifølge BBC et banner med ordene, »hvis I lukker os, skal I betale os« med henvisning til, at de forretningsdrivende ønsker økonomisk kompensation for nedlukningen.
Flere medier beretter, at urolighederne opstod, fordi borgerne i regionen er utilfredse med, at de endnu engang bliver underlagt strikse coronarestriktioner. Udgangsforbuddet betyder, at indbyggerne ikke må bevæge sig udenfor hjemmet mellem kl. 23 og 05. Og det bliver ifølge regionens præsident, Vincenzo de Luca, ikke de sidste restriktioner.
Napolis politikommissær, Alessandro Giuliano, har efterfølgende fordømt urolighederne og fastslog, at »intet kan forsvare, at man tyr til vold.«
Campania er ikke den eneste italienske region, som i disse dage bliver genunderlagt restriktioner.
Også i regionen Lazio, hvor hovedstaden Rom er beliggende, har man indført natlige udgangsforbud. Her lå gaderne øde hen i millionbyen, som man så det i foråret, hvor det hårdtramte land - som så mange andre europæiske lande - gik i total lockdown for at få bugt med smitten.
Og som så mange andre europæiske lande stiger smitten ligeledes i igen i Italien. Fredag nåede smittetallene for landet en foreløbig rekord med 19.143 nye smittefælde på et døgn, mens 90 havde mistet livet til virussen.