WWF: Bestanden af vilde dyr er skrumpet 68 procent siden 1970
Vilde pattedyr, fugle og fisk forsvinder fra kloden i uset hast, konkluderer Verdensnaturfonden i ny rapport.
Siden 1970 er det kun gået én vej for bestanden af vilde dyr på kloden - og det er nedad. Det slår en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden fast.
Rapporten "Living Planet Report 2020" offentliggøres natten til torsdag.
Her fremgår det, at bestanden af vilde patte- og krybdyr samt padder, fisk og fugle gennemsnitligt er faldet med 68 procent fra 1970 til 2016.
Rapporten peger på, at verden i løbet af de seneste 50 år er blevet markant forandret af en stigende global handel, forbrug og befolkningstilvækst såvel som øget urbanisering.
- Som resultat forandrer vores naturlige verden sig hurtigere end nogensinde før, skriver WWF.
I den seneste rapport fra 2018 lød det, at bestanden af verdens vilde dyr var faldet med 60 procent siden 1970.
Og hvis ikke udviklingen ændrede sig, så kunne man risikere, at bestanden var faldet med 67 procent i 2020, lød advarslen.
Sådan gik det, viser den nye rapport - og værre endnu, konkluderer WWF.
Rapporten måler bestanden af knap 21.000 forskellige bestande af vilde dyr.
Værst står det til med 944 dyrearter, som er afhængige af ferskvand. De har oplevet en tilbagegang på 84 procent fra 1970 til 2016.
Geografisk er det i Mellem- og Sydamerika, at tabene af dyr er størst. Her er bestandene ifølge rapporten reduceret med 94 procent siden 1970.
Carsten Rahbek, der er professor i biodiversitet på Københavns Universitet, siger til Berlingske, at de kan få store konsekvenser, hvis ikke menneskeheden ændrer kurs.
- Vores overforbrug og overudnyttelse af naturen svarer lidt til at skære vores egen gren af helt inde ved stammen. Vi ødsler med ressourcerne, og vi smider rundt med dem. Hvis vi fortsætter, risikerer vi at løbe ind i store globale økonomiske problemer med voksende ustabilitet og kamp om vand og andre ressourcer, siger han til Berlingske.
/ritzau/