Arbejdsgiver gjort ansvarlig, efter medarbejder døde efter sex på forretningsrejse
Fransk arbejdsgiver utilfreds med at blive holdt ansvarlig for medarbejders hjertestop under ekstraordinære anstrengelser på forretningsrejse.
Paris
I Frankrig kan arbejdsgivere holdes ansvarlige for deres medarbejderes adfærd på forretningsrejser, selv når de dør efter et seksuelt sidespring efter fyraften.
Denne triste skæbne led en sikkerhedstekniker fra ingeniørfirmaet TSO, der i retsdokumenter kun omtales som Xavier. En aften i 2013 mødte Xavier på en forretningsrejse til Loiret-regionen syd for Paris en kvinde, som han tog hjem til og havde sex med.
Tilbage på hotellet døde han efterfølgende af et hjerteanfald, som læger kædede sammen med de forudgående seksuelle anstrengelser, skriver New York Times.
Loven gælder også om natten
Et forsikringsselskab konkluderede, at dødsfaldet i virkeligheden var en arbejdsulykke, som arbejdsgiveren derfor havde ansvaret for. TSO, der har specialiseret sig i jernbaner, anførte derimod, at da uheldet var sket efter fyraften, kunne det ikke bære noget ansvar.
Sagen fortsatte op igennem det franske retssystem, hvor en appeldomstol i Paris i maj gav forsikringsselskabet ret. Den blev først offentligt kendt, da en fransk advokat og specialist i arbejdsret offentliggjorde detaljer.
Domstolen statuerede, at de love, som beskytter franske ansatte på deres arbejdsplads, gælder for hele den periode, en medarbejder er udsendt for firmaet uanset, at Xaviers aktiviteter med kvinden den pågældende nat næppe kunne siges at være tæt knyttet til hans mission.
Sex er en naturlig del af dagligdagen på linje med morgenmad eller et brusebad, argumenterede forsikringsselskabet. Og vandt. Afgørelsen ventes dog appelleret.