Over 900 døde: 300 børn slået ihjel inden kollektivt selvmord

Mens de sorte, tunge regnskyer danner et uigennemtrængeligt låg over lejren, der er etableret langt inde i Guyanas jungle, tømmer den 24-årige Ruletta Paul en injektionssprøjte fyldt med cyanidholdig juice ind i munden på sin blot etårige søn Robert.

Hun har fyldt sprøjten med den dræbende gift fra et af de store kar, der er stillet op i fælleshuset i den sydamerikanske jungle.

Umiddelbart derefter drikker hun selv en kop af væsken, rejser sig og går nogle få skridt hen mod hytte tre, hvor hun under primitive forhold bor sammen med mange andre, inden hun sætter sig på den regnvåde jord.

Få øjeblikke senere følger hun sin allerede døde søn i døden.

Ruletta Paul og hendes lille søn var angiveligt de to første, der døde i junglen lørdag den 18. november 1978.

Men bestemt ikke de sidste:

Nogle timer senere var jorden i og omkring lejren, der indtil da havde huset medlemmerne af Jim Jones’ politisk/religiøse sekt Peoples Temple, dækket af ligene af over 900 mennesker.

Alle var de amerikanske statsborgere, og omkring halvdelen var sorte – lidt over 300 af de døde var børn, der var blevet dræbt af deres forældre eller andre voksne, inden disse tog livet af sig selv. Enten frivilligt eller tvunget af lejrens vagter.

Historisk anskuet er kollektive selvmord i øvrigt ikke enestående, men tragedien i Jonestown rangerer stadig blandt de største kollektive selvmord i historien. Desuden var antallet af omkomne civile amerikanere på samme tid det hidtil største – og den triste rekord vedblev tragedien at have indtil terrorangrebet på USA den 11. september 2001, der kostede over 3.000 civile livet.

Hårdt presset af hastigt stigende kritik af sekten besluttede Jim Jones i 1977 at flytte alle medlemmerne af Peoples Temple til junglen i Guyana, hvor han allerede i 1973 havde grundlagt et landbrugskollektiv, som han helt i tråd med sin aldrig svigtende trang til at sætte sig selv i centrum, kaldte for Jonestown.

Kritikere – og blandt disse både tidligere medlemmer og pårørende – fandt, at Peoples Temple og dermed Jim Jones groft udnyttede sine loyale følgere, og dette både på et menneskeligt og økonomisk plan.

En kritik, der ikke blev mindre, efter at Jim Jones flyttede sekten til Guyana og isolerede den fra omverdenen i et lukket minisamfund, hvor hans ord var lov, disciplinen var benhård, og hvor sektmedlemmerne boede under meget simple kår. Ingen kunne umiddelbart forlade lejren og lejrens vagtkorps – kaldet Den Røde Brigade – som fulgte enhver bevægelse nøje. Medlemmer, for hvem det lykkedes at flygte fra Jonestown, hvor Jim Jones ord ubetinget var lov, har blandt meget andet berettet om hårde afstraffelser, hjernevaskning, seksuelt misbrug og om, hvordan Peoples Temple fratog medlemmer alt, hvad de ejede.

I kølvandet på nye alvorlige anklager og kraftigt ansporet af en gruppe pårørende til sektmedlemmer – Concerned Relatives – samt personer, der var flygtet fra sekten, besluttede det demokratiske kongresmedlem Leo Ryan i november 1978, at han ved selvsyn ville undersøge forholdene i Jonestown.

Sammen med en gruppe bestående af politikere, pårørende og pressefolk, ankom Ryan til Jonestown den 17. november.

De blevet taget vel imod, vist rundt og mødte både sektmedlemmer og Jim Jones. Dette under intens overvågning af lejrens vagter, men både over for beboerne i lejren og til et medlem af delegationen udtalte Leo Ryan angiveligt, at han ikke umiddelbart fandt, at forholdene i lejren var så kritisable, som han havde fået dem beskrevet.

Men hans besøg var nøje iscenesat og kontrolleret af Jim Jones og hans nærmeste medarbejdere, men glansbilledet begyndte hurtigt at falme: Ryan og hans delegation mødte flere og flere, der tryglede dem om at tage dem med hjem til USA. Dette blev – for at bevare vrangbilledet – umiddelbart accepteret af Jim Jones.

Men forholdene omkring delegationen blev stadig mere og mere kaotiske, og dette forsatte dagen efter, da Ryan blev overfaldet af et knivbevæbnet sektmedlem. Han, resten af delegationen og de i alt 16 frafaldne sektmedlemmer forlod herefter Jonestown for via flyvepladsen i Port Kaituma at blive fløjet tilbage til hovedstaden Georgetown.

Men på flyvepladsen blev flyene angrebet af vagterne fra Jonestown. De åbnede ild, og da deres våben forstummede, lå de sønderskudte lig af Leo Ryan, NBC-korrespondent Don Harris, lydmanden Bob Brown, fotografen Greg Robinson og Patty Parks, der ønskede at forlade sekten, døde omkring det lille fly.

Tilbage i lejren var Jim Jones udmærket klar over, at situationen efter drabene var ekstremt kritisk, hvorfor han i mange timer tordnede løs mod den konspiration, der ifølge ham ville sekten til livs – dette både direkte og ifølge flere kilder også via lejrens mange højttalere.

Han meddelte, at lejren inden længe ville blive angrebet, og at alle ville blive dræbt. Derfor opfordrede han alle til at tage sagen i deres egne hænder og forgive deres børn, inden de tog deres egne liv. Dette ved at indtage den giftblanding, der allerede var stillet frem i store kar.

Flere hundrede fulgte umiddelbart hans opfordring, andre blev tvunget til det af vagterne og enkelte blev formentlig skudt. Jim Jones skød sig selv ud på aftenen, men forinden havde han opfordret dem, der opholdt sig på sektens kontor i Georgetown, til at begå selvmord.

Da dagens samlede dødstal blev opgjort, nåede det op på 918.

Senere fandt FBI en række båndoptagelser fra den skæbnesvangre dag.

Hør de rystende optagelser her (mp3-format – varighed: 45 min)

Læs her FBI’s udskrift af båndet

Tanken om at begå kollektivt selvmord var ikke ny. Jim Jones havde i løbet af, hvad han kaldte White Nights, flere gange opfordret sine følgere til at tage deres eget liv ved at indtage juice blandet med cyanid fra de opstillede kar.

Opfordringen blev fulgt, men ikke før den 18. november indeholdt drikken dræbende gift.

En af de sektmedlemmer, for hvem det lykkedes at komme væk i tide, er Teri Buford O’Shea, der i 2011 udgav bogen ”Jonestown Lullaby” med billeder og digte om sit ophold i Jonestown, der sluttede, da hun flygtede blot tre uger inden tragedien.

I forbindelse med bogudgivelsen gav hun – der døde den 28. november 2018 i en alder af 66 år – flere lange interview, i hvilke hun fortalte om White Nights og om sit barske ophold i Jonestown. Et af disse interviews gav hun til The Atlantic.

Blot ganske få dage inden tragedien i Jonestown blev lejren besøgt af den unge danske psykolog Peter Elsass, der på det tidspunkt rejste rundt i verden og studerede isolerede folkeslag. Han havde blandt andre besøgt indianersamfund i Sydamerika, og da han hørte om Jonestown, fandt han, at det var oplagt at besøge lejren.

Jyllands-Posten har haft kontakt med psykologiprofessoren, der er på vej til et længere studieophold i Nordindien og Tibet, hvorfor han ikke kunne afse tid til et interview.

Han henviser i stedet til blandt andet aktuelle interview til DR og til en længere beretning, som han for nogle uger siden fik publiceret i Weekendavisen.

Til DR beskriver han det, der mødte ham i Jonestown som en Thylejr gange otte, og han sammenligner mange af de overfyldte barakker, han så, med barakkerne i nazisternes KZ-lejre. Under sit korte ophold i lejren blev han konstant mandsopdækket af to-tre vagter. Dog lykkedes det for ham at slippe væk fra disse i en kortere periode, og da fik han et mere reelt indblik i den skræmmende virkelighed, ligesom det lykkedes for ham at tage flere billeder med sit kamera.

Allerede efter et par dage i lejren følte Peter Elsass – der i begyndelsen af sit ophold havde været imponeret over det, han så – sig efterhånden så utryg, at han besluttede at forlade Jonestown hurtigst muligt. Inden da havde han mødt adskillige sektmedlemmer og også sektleder Jim Jones, som han beskriver som psykotisk og paranoid. Han talte uafbrudt, svedte heftigt og var tydeligt påvirket af stoffer, fortæller Elsass til DR.

Peter Elsass har ikke udtalt sig offentligt om sine oplevelser i Jonestown i flere årtier, og som begrundelse for dette angiver han blandt andet, at han føler skyld og skam over, at han dengang ikke gjorde noget for at komme sektmedlemmerne til undsætning. Desuden følte han sig utryg og var angst for repressalier, hvis han udtalte sig om sine oplevelser offentligt.

»I de 40 år, der er gået siden mit besøg, har jeg nægtet at fortælle om mit ophold og har kun skrevet ganske lidt. Jeg havde så mange modstridende følelser af frygtløshed og skam, at jeg besluttede at have Jonestown-oplevelsen for mig selv. Nu er der gået 40 år, og jeg har taget mine dagbøger frem igen. I dag læser jeg dem på en ny måde,« skriver han i Weekendavisen.

Som en mulig forklaring på, hvad der skete den skæbnesvangre lørdag i Jonestown, nævner han tre faktorer:

Det faktum, at sekten levede afskåret fra omverdenen, den karismatiske leder og – ikke mindst – dennes mange skræmmende beretninger om blandt andre CIA’s planer om at udslette Jonestown og dermed sektens medlemmer.

En af dem, der helhjertet støttede Jim Jones i hans CIA-konspirationsteorier var i øvrigt den kontroversielle amerikanske advokat Mark Lane, der tidligere havde fremsat omdiskuterede konspirationsteorier i forbindelse med blandt andet mordene på både John F. Kennedy og Martin Luther King Jr.

Faktisk opholdt Mark Lane sig i Jonestown den 18. november 1978, og han var blandt dem, der kom Leo Ryan til undsætning, da denne blev overfaldet med kniv af et sektmedlem. Da masseselvmordet var indledt, blev Mark Lane sammen med sektens anden advokat, Charles Garry, anbragt i en gæstehytte, hvorfra de senere flygtede ud i junglen.

Der er faktisk konspirationsteoretikere, der stadig mener, at tragedien i Jonestown faktisk var orkestreret af CIA, men dem var Mark Lane – der døde i maj 2016 – dog ikke blandt.

Blandt de mange, der stadig beskæftiger sig indgående med tragedien i Jonestown, er også danskeren Rikke Wettendorff, der blev grebet af historien, da hun for nogle år siden så Stanley Nelsons prisbelønnede dokumentar-film ”The Life and Death of Peoples Temple”.

Se trailer til ”The Life and Death og Peoples Temple”

Eller se dokumentaren i sin fulde længde (1:36:31)

Efter at have set filmen blev hun dybt grebet af historien om Jonestown og har i de seneste 10 år forsket intensivt i Peoples Temple og de faktorer, der førte til den tragiske afslutning i junglen for 40 år siden. Så involveret er hun, at hun er en del af det team, der står bag den meget omfattende website Alternative Considerations of Jonestowns Peoples Temple, der blandt andet er støttet af State University of San Diego.

Over for Jyllands-Posten understreger Rikke Wettendorff vigtigheden i at erindre, at nok var Jim Jones lederen, men at Jonestown bestod af over 900 mennesker.

»Jim Jones er svær at få greb om, og det er faktisk heller ikke ham, jeg interesserer mig mest for. Det er vigtigt at huske, at Jim Jones var én mand, men flere end 900 mennesker døde. Det er mere komplekst end bare ”han er den skyldige”. Forskere taler om den gensidige forstærkning, der sker mellem lederen og hans publikum – han gjorde dem til Peoples Temple, og de gjorde ham til Jim Jones.

Det er Rikke Wettendorffs vurdering, at beslutningen om det kollektive selvmord blev truffet af en indercirkel omkring Jim Jones.

»Men det var dog ham, der på det sidste bånd beder om, at giften til de voksne bliver båret frem.«

I de seneste 10 år har Jonestown og Peoples Temple været en del af Rikke Wettendorffs liv, og tidligere på året besøgte hun i junglen i Guyana det, der i dag er tilbage af Jonestown.

Du kan læse mere om Rikke Wettendorffs overvejelser i interviewet under denne artikel.

Kun to blev efterfølgende dømt i forbindelse med tragedien.

Chuck Beikman afsonede i Guyana en dom på fem års fængsel for medvirken i det blodige drama, der den 18. november udspillede sig i Peoples Temples kontor i Georgetown, hvor Sharon Amos på et badeværelse knivdræbte sine tre børn og derefter sig selv. Beikman nægtede sig skyldig.

Larry Layton, der skød og sårede to på landingsbanen i Port Kaituma, hvor Leo Ryan og fire andre blev myrdet, blev ved en domstol i Gyuana frikendt for mord, men udleveret til videre retsforfølgning i USA. Her blev han ved en domstol idømt fængsel på livstid for medvirken til drabet på Leo Ryan, men blev i 2008 efter 18 års afsoning løsladt, og han lever i dag som en fri mand i Californien.

40 år efter tragedien i den sydamerikanske jungle søges der fortsat svar på, hvordan Jim Jones kunne motivere over 900 mennesker til at begå kollektivt selvmord, og der spekuleres fortsat i, om tragedien, der ofte betegnes som en massakre, i virkeligheden er at opfatte som et masssemord.

Desuden søges der naturligvis forklaringer på, hvad der forvandlede Jim Jones fra højt respekteret borgerrettighedsforkæmper til en skruppelløs sektleder, der ud fra tankegangen ”målet helliger midlet” kynisk udnyttede og misbrugte mennesker både i og uden for Peoples Temple.

Mange af svarene tog ofrene med sig i døden.

Adskillige af dem blev siden af deres familier stedt til hvile på kirkegårde over det meste af USA, men 408 af dem hviler i en fællesgrav på Evergreen Cemetery i Oakland i Californien.

Dansker har i 10 år forsket i Peoples Temple: »Vi kan lære mange ting«

Da det kollektive selvmord i junglen i Guyana også fyldte de danske medier, var Rikke Wettendorff blot 4 år gammel og opfattede dengang ikke meget af, hvad der var sket i Jonestown, men det ændrede sig radikalt, da hun for nogle år siden så Stanley Nelsons dokumentarfilm ”The Life and Death of Peoples Temple”, der i 2006 vandt juryens specialpris på Tribeca Film Festival i New York.

I de seneste 10 år har hun forsket intensivt i tragedien, og hun er med i teamet bag det meget omfattende website Alternative Considerations of Jonestowns Peoples Temple, der blandt andet støttes af San Diego State University.

Om sin reaktion på Stanley Nelsons dokumentar siger hun til Jyllands-Posten:

»Jeg blev meget berørt af de skildringer som tidligere medlemmer og overlevende kom med. På den ene side de smukke idealer om at skabe et mere lige samfund, den stærke følelse af et fælles formål og fællesskabet. På den anden side den tiltagende formørkelse og den grufulde slutning. Peoples Temple viser både for- og bagside af loyalitet, dedikation og fællesskab.«

Efter at have set dokumentaren satte Rikke Wettendorff sig godt og grundigt ind i Peoples Temple, og på et tidspunkt kontaktede hun via mail en af de få overlevende fra Jonestown.

»Jeg kontaktede ham først og fremmest med det formål at kondolere med tabet af hans familie – kone, søn, søster, svoger, svigerinde, nevø og niece – og for at vende nogle spørgsmål med ham. Til min store overraskelse skrev han tilbage, og vi korresponderede i nogle måneder, inden han satte mig i kontakt med folkene bag Alternative Considerations of Jonestown Peoples Temple.«

Herigennem fik Rikke Wettendorff dyb indsigt i masser af dokumenter – både håndskrevne og maskinskrevne – og diverse båndoptagelser. Alt sammen materiale, der indgik i FBI’s efterforskning af drabet på Leo Ryan og fire andre på flyvepladsen i Port Kaituma.

Meget var svært at læse, hvorfor hun tilbød at transkribere diverse manuskripter, så de blev lettere tilgængelige.

»Det handler for mig også om at være med til at bevare denne del af historien og bidrage til et mere nuanceret syn på Peoples Temple,« siger Rikke Wettendorff, der har været tilknyttet sitet siden efteråret 2008 og desuden har bidraget med adskillige artikler til samme.

Om sit første besøg i resterne af Jonestown i Guyanas tætte jungle i marts 2018 fortæller Rikke Wettendorff:

»Det var overvældende at være der. Måske mest at lande med et lillebitte fly på landingsbanen i Port Kaituma og vide, at det var lige her, at en gruppe sikkerhedsfolk fra Jonestown åbnede ild mod Leo Ryan og hans gruppe og dermed markerede starten på Jonestowns undergang.

Selve Jonestown er i dag forvandlet til jungle, og der er kun efterladt få spor. Jeg tænkte over den utrolige bedrift, det var at rydde junglen og bygge en fungerende by, og jeg tænkte over det meningsløse i den måde, det endte på. Det var både smukt og vemodigt at opleve den frodige jungle.«

Hvad kan vi lære af tragedien i junglen?

»Det er helt indlysende, at vi kan lære vigtige ting af Peoples Temple: Hvad et fællesskab kan gøre sammen og styrken ved det – men jo bestemt også faren ved det. I Peoples Temple betød loyalitet, at man ikke udfordrede lederskabet eller gav udtryk for kritik, for dette var ofte forbundet med sanktioner af forskellig art.

Vi har en forpligtelse til at sige fra, når vi oplever ting, vi ikke synes er i orden. Også når dette ikke er bekvemt, og når det ikke lige er os selv, der bliver ramt,« slutter Rikke Wettendorff.