Fortsæt til indhold
International

Eksperter: Krigen mod terror vil vare længe endnu

USA advarer: Islamisk Stat og al-Qaeda har tilpasset sig efter tab og er i gang med at genopbygge sig selv. Terrorforsker er ikke optimistisk.

KØBENHAVN/ SAN FRANCISCO

Efter 17 års krig mod terror er der fortsat lange udsigter til en sejr. Selv om terrorangreb og dræbte som følge af terror faldt med omkring med en fjerdedel i 2017 sammenlignet med året før, er terrortruslen ikke blevet mindre. Al-Qaeda og Islamisk stat, som tidligere blev set som slået væsentligt tilbage, er i fuld gang med at genopbygge sig selv.

USA’s udenrigsministerium advarer i sin årlige rapport om terror globalt om, at etablerede terrorgrupper som Islamisk Stat har skiftet strategi og er gået under jorden, hvilket gør det sværere at bekæmpe dem med konventionelle militære aktioner.

»Islamisk Stat, al-Qaeda og tilknyttede grupper har vist sig robuste og viljestærke med evne til at tilpasse sig et voksende pres fra antiterrorindsatsen i Irak, Syrien, Afghanistan, Libyen, Somalia, Yemen og andre steder,« fastslår rapporten.

Nathan Sales, antiterrorkoordinator i USA’s udenrigsministerium, der har udarbejdet rapporten til Kongressen, tilføjer, at Islamisk Stat og al-Qaeda stadig begge har »evnen og viljen til at ramme USA og dets allierede«.

Jeg er ikke specielt optimistisk, og jeg har studeret terror i 30 år.
Magnus Ranstorp, terrorforsker ved Forsvarshögskolan i Sverige

Seth Jones, seniorrådgiver ved Center for Strategisk Studier i Washington, advarer om, at opretholder USA og Europa ikke presset, risikerer det at udløse et nyt oprør i stil med, da Islamisk Stat tog verden på sengen og indtog dele af Irak. Han forudser, at USA vil neddrosle sin indsats:

»USA’s nye nationale forsvarsstrategi, som blev fremlagt tidligere i år, introducerede et skifte fra fokus på terrororganisationer og antiterror til statsbaserede konkurrenter som Rusland, Kina, Nordkorea og Iran,« siger Seth Jones.

Den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, Forsvarshögskolan, kalder fremtiden dyster. Han ser nye strukturer og netværk poppe op i lande i Nordafrika, især Tunesien, men også Algeriet og Marokko. Men han er især bekymret over den tsunami af ekstremistisk propaganda, som han ser på nettet.

»Jeg er ikke specielt optimistisk, og jeg har studeret terror i 30 år,« siger han om udsigten til at vinde krigen.

USA’s præsident, Donald Trump, satte for nylig spørgsmålstegn ved hele fundamentet for indsatsen.

I et interview med The Hill bebrejdede han tidligere præsident George W. Bush, at han engagerede sig i Mellemøsten.

»Det var den største fejl i USA’s historie,« mener Donald Trump.