Fortsæt til indhold
International

Miljørapport: Kina har udledt tonsvis af forbudte gasser til skade for ozonlaget

Siden 2010 har produktionen af CFC-gasser været forbudt over hele verden.

I 1989 skrev stort set alle verdens lande under på at begrænse produktionen af de forbudte CFC-gasser. Men siden 2012 er der alligevel registreret en stigende mængde i atmosfæren. Nu lader kilden til at være fundet. Foto: Ng Han Guan/AP

Siden 2010 har produktionen af de såkaldte CFC-gasser - det mundrette navn for chlorofluorocarbon - været forbudt over hele verden, da forskerne mener, at gasserne er med til at nedbryde det beskyttende ozonlag omkring Jorden.

Men nu viser en rapport fra den britiske miljøorganisation Environmental Investigation Agency (EIA), at Kina i al hemmelighed har udledt tonsvis af de forbudte gasser.

Det skriver DR.

Læs også

Ifølge rapporten drejer det sig om 3.500 små og mellemstore virksomheder i Kina, hvor de forbudte CFC-gasser har indgået i produktionen. Miljøorganisationen anslår, at virksomhederne således har udledt over 12.000 ton CFC om året.

De kinesiske virksomheder køber angiveligt gassen fra "lyssky og hemmelige fabrikker" i den kinesiske provins Indre Mongoliet og bruger den især til produktion af skumisolering til boliger.

Miljøorganisationen talte med en af landets største producenter af skumisolering, der påstod, at den brugte CFC-11-gassen i 99 procent af produkterne. Vel vidende, at det var ulovligt.

Produktionen af de forbudte gasser lader til at være en åben hemmelighed blandt de kinesiske fabrikker. Den påstand blev kun forstærket, da miljøorganisationens stikprøvekontrol viste, at 18 ud af 21 virksomheder brugte CFC-gasser i deres produktion.

»Det var meget klart. Disse virksomheder fortalte os gentagne gange, at alle de andre også brugte det,« sagde en talsperson fra miljøorganisationen, Avipsa Mahapatra, til den britiske avis The Guardian.

Læs også

I den første periode efter forbuddet i 2010 oplevede ozonlaget ellers kraftige forbedringer i takt med, at mængden af CFC-gasser forsvandt fra atmosfæren.

Men siden 2012 er den gode udvikling stoppet. Det afslørede forsker i tidsskriftet Nature for et par måneder siden. For selvom produktionen burde være på nul procent, viste det sig, at der var 38 procent mere CFC-gas i atmosfæren.

De kinesiske myndigheder har nu undersøgt miljøorganisationens rapport og kontaktet flere af virksomhederne, der hævdes at have brugt CFC-gasser i deres produktion.

Onsdag skal en arbejdsgruppe under Montreal Protokollen, der blev indgået i 1989 af stort set alle verdens lande - inklusiv Kina - for at skåne miljøet for de farlige gasser, afgøre det næste skridt i sagen.