Fortsæt til indhold
International

JP i Moskva: »Meldinger om snyd forstærkes af Putins ønske om høj valgdeltagelse«

Det russiske præsidentvalg er notorisk forbundet med valgfusk. Ifølge Poul Funder Larsen har det denne gang været for at pynte på stemmeprocenten.

Den uafhængige russiske observatørgruppe Golos har søndag registreret over 1.700 uregelmæssigheder ved det russiske præsidentvalg.

Meldingerne går på, at der bliver proppet ekstra stemmesedler i urnerne, ligesom et andet udbredt fupnummer har været såkaldte »karruseller«, hvor mennesker bliver kørt rundt i bus til flere forskellige valgsteder for at afgive stemmer.

Men ifølge Jyllands-Postens korrespondent i Rusland, Poul Funder Larsen, er der ikke noget usædvanligt i den åbenlyse valgsvindel. Han tror da heller ikke, at det kommer til at få større politisk betydning for valgresultatet.

»Det store flertal i befolkningen opfatter valgsvindlen som en uundgåelig del af forestillingen, men når Putin vinder så klart, som han gør denne gang, tager det også lidt brodden af det,« siger Poul Funder Larsen.

»Bekymringen har ikke gået på, hvorvidt han ville vinde, men har snarere handlet om valgdeltagelsen. Den massive valgsvindel har primært været med det formål at øge valgdeltagelsen.«

Under hele valgkampen har Vladimir Putin ført adskillige kampagner for at få folk til stemmeurnerne. Han har blandt andet sendt sms-beskeder direkte ud til vælgerne og gjort opmærksom på konsekvenserne ved ikke at gøre det.

Ifølge Poul Funder Larsen hænger den tydelige valgsvindel også sammen med præsidentens ambitioner om en højere valgdeltagelse.

»Hvis man kommer ned under en valgdeltagelse på under 50 pct., ville befolkningen måske begynde at stille spørgsmålstegn ved hans legitimitet, og det har man forsøgt at undgå på denne her måde,« siger han.

Alligevel tegner der sig et billede af, at de massive valgkampagner ikke har haft så voldsom gennemslagskraft. I skrivende stund melder flere russiske medier om en valgdeltagelse på omkring 60 pct.

»Der har været en høj grad af apati hos den russiske befolkning. Mange har tænkt, at der ingen grund er til at stemme, når han jo alligevel bliver valgt. En opfattelse af, at han var valgt på forhånd,« siger han.

»Det mest politisk interessante er, om kommunisterne eller oppositionslederen Aleksej Navalnyj bliver i stand til at mobilisere modstand og skabe demonstrationer på baggrund af valgsvindlen i de kommende dage,« siger Poul Funder Larsen.