Den Store Mur

Mutianyu

Nu står vi her i Mutianyu på Den Store Mur, verdens største, menneskeskabte bygningsværk.

Forleden kørte vi tværs gennem den ved Qinglongqiao 70 kilometer nordvest for Beijings centrum. Der er lavet et regulært hul i Muren, så den Transmongolske Jernbane uhindret kan fragte mongoler og andet godtfolk til Kina.

Præcis det, Muren ellers blev bygget for at forhindre.

Mutianyu-dalen 90 kilometer stik nord for Beijings centrum var et af de vigtigste strategiske punkter i forsvaret af Beijing. Når man ser sig omkring, lægger Muren sig som slanger i flere rækker rundt om bjergene, og man kan undre sig over, at det skulle være nødvendigt med ekstra befæstning i dette uvejsomme terræn.

Det nuværende udseende af Muren i Mutianyu hævdes at være Ming-generalen Qi Jiguangs værk. Men en mindeplade fortæller en anden del af sandheden: Albrecht Wöste fra Henckel i Tyskland blev ved sit besøg her i 1988 så betaget af stedet, at han fik Henckel-koncernen til at stille en halv million D-mark til rådighed for at restaurere Muren i Mutianyu, så den nu er blevet en af verdens femstjernede turistattraktioner. Det kan tage noget af presset fra Badaling, der blev restaureret i 1957 og siden da har været det mest besøgte turiststed på Muren.

Symbolet på Kina
Den Store Mur er symbolet på Kina, ikke blot for millioner af turister, men for mere end en milliard kinesere. Den strækker sig fra Shanhaiguang passet i øst, hvor den går ned til Det Gule Hav på grænsen mellem Hebei- og Liaoning-provinsen over til Jiayuguang-passet i vest i den tørre Gobi-ørken i Gansu-provinsen.

Med kineseres store forkærlighed for at udtrykke alt i tal hedder Muren på kinesisk Wan Li Chang Cheng - Den Titusinder af Li Store Mur. En li er et gammelt kinesisk længdemål på knap 600 meter. Muren er godt 6000 kilometer lang, men når man står her, er tal ikke vigtige. Et par tusinde kilometer fra eller til tager intet fra oplevelsen af at stå på en mur, der er bygget hen over bjergtoppe og dale med hældninger, så det umiddelbart synes håbløst at opføre et byggeri her selv med moderne hjælpemidler.

At det stykke af Muren, vi står på, blev rekonstrueret for D-mark for en halv snes år siden, glemmer man hurtigt, når man går på den knap otte meter høje mur, hvor fem ryttere kunne ride ved siden af hinanden og kun måtte rykke i enkeltkolonne, når de kom til et af vagttårnene, der ligger med omkring en halv kilometers mellemrum. Vagttårnene var samtidig telegrafstationer, idet man med bål på tårnene kunne sende meddelelser fra det vestligste Kina til hovedstaden på mindre end en dag.

Mod nord ligger bjergene og bagved Gobi-ørkenenen, mod syd det egentlige Kina.

Sådan har det været i et par årtusinder. Vi får at vide gang på gang, at Kinas kultur er 5000 år gammel. Men det var bygningen af en nord/syd-gående jordvold for godt 2000 år siden, der skabte Kina som land. Muren beskyttede Silkevejen, der var Kinas handelsrute til Mellemøsten og Romerriget, og den trak grænsen: Kina var inden for Muren, barbarerne - mongoler og andre nomadestammer - uden for Muren.

Djengis Khans mongolske tropper brød gennem Muren i 1200-tallet og erobrede Kina - som de erobrede størstedelen af Asien og Rusland.

Mongolernes styre i Kina holdt dog kun 100 år, og det var under det følgende Ming-dynasti, at Muren fik sit nuværende udseende, bygget op af klippeblokke og brændte mursten, med en kerne af jord - og efter manges oplysninger også titusindvis af knogler fra de arbejdere, der omkom under bygning af Muren.

Mod mongolerne
Ming-kejserne ville beskytte landet mod de mongolske horder. Det holdt dog kun indtil begyndelsen af 1600-tallet, da manchuerne fra nordøst forcerede muren og erobrede magten. Manchuerne sad som kejsere i Kina indtil revolutionen i 1911.

Historierne og myterne om Muren er talrige.

Det skønnes, at der er brugt mindst én million menneskers arbejdskraft til bygningen. Og i titusindvis af arbejderne døde under arbejdet.

Lokale bønder og soldater blev i perioder udkommanderet til arbejdet.

Kriminelle blev dømt til arbejde på Muren på livstid.

Enkelte havde begået så alvorlige forbrydelser, at de blev dømt til arbejde på Muren til evig tid. Det betød, at den dømtes familie skulle overtage arbejdet på Muren efter den dømtes død.

Et af tårnene på Muren kaldes Enkernes tårn. Myten bag navnet er, at en gruppe mænd var blevet tvangsudskrevet til arbejdet. Da deres koner ikke havde hørt fra dem i årevis, rejste en gruppe af dem op til Muren for at finde deres mænd. Mændene var døde - og det gjorde kvinderne også efter at have bygget tårnet.

Historier som disse, sande som usande, er der i tusindvis af. De talrige kinesiske poeter, der har besunget Muren, ser kun skønheden i det overvældende bygningsværk, akkurat som dagens turister gør, når de har fået kæmpet sig gennem rækken af souvenirboder for at komme op på Muren.

Muren her ved Mutianyu, som vi står på, ser ud, som den gjorde for 500-600 år siden. Men vi kan også se store stykker af Muren, der ligger i ruiner. Bønder har brugt Muren som stenbrud, når de skulle opføre nye huse, og under Kulturrevolutionen fra 1966 til 1976 gik rødgardister igang med at nedbryde strækninger af Muren, indtil de blev standset af den kinesiske leder, Mao Zedong, der brugte Muren som symbol på det kinesiske folks evner i stedet for den feudale undertrykkelse, som rødgardisterne mente, den symboliserede.

Helt fra Månen
Selv i nye, officielle kinesiske turistguides kan man læse, at Muren er det eneste menneskeskabte værk på Jorden, som kan ses fra Månen. Den myte er mere end 100 år gammel, men den blev ikke bekræftet af de amerikanske astronauter, der var på månen i 1969.

Satellitfotos, der er taget et par hundrede kilometer fra jordoverfladen, kan vise billeder af Muren - men på de billeder kan man se mange andre bygningsværker. Satellitfotos kan dog også bruges til at finde glemte dele af Muren. For godt fire år siden afslørede satellitter således flere afsnit af Muren, som ingen da kendte til.