Fortsæt til indhold
International

Amerikansk general i Norge: »Der kommer krig«

En amerikansk general i flåden forberedte amerikanske tropper i Norge på krig.

Den firestjernede general i den amerikanske flåde, Robert Neller, sagde til ca. 300 amerikanske marinesoldater i Norge, at de skulle være forberedte på kamp. Det skriver Military.com.

»Jeg håber, at jeg tager fejl, men der er en krig på vej. I er en del af en kamp her, en informationskamp og en politisk kamp i kraft af jeres tilstedeværelse her,« lød det fra Robert Neller torsdag ifølge mediet.

Han besøgte en base i nærheden af Trondheim, hvor USA har haft marinesoldater udstationeret siden januar. De er i landet for at være en del af operationer af Nato og U.S. European Command og for at træne soldaterne i at kæmpe i koldt vejr og bjergterræn.

Men under det årlige besøg op til jul lod Robert Neller soldaterne vide, at deres fredsmission kunne ændre sig. Han spåede, at Rusland og Stillehavet ville være i centrum af en given konflikt i fremtiden.

»Bare husk, hvorfor I er her. De overvåger os, ligesom I overvåger dem. Vi har 300 marinesoldater heroppe, vi kunne gå fra 300 til 3000 over natten. Vi kunne hæve barren,« sagde han til de udstationerede marinesoldater.

General Robert Neller er en del af en gruppe på syv, som rådgiver præsidenten og forsvarsministeriet. Det er uklart, hvorvidt beskeden til soldaterne varsler om en ægte krig, der er på vej, eller om det blot var en motivationstale for de unge mænd, som er langt hjemmefra henover julen.