#metoo: Er danske mænd bedre til at holde fingrene for sig selv end svenske?

Vi starter med en fortælling.

En kvindelig operasanger befandt sig sammen med sin mand til fest hos en kendt sanglærer. Pludselig tog læreren hende med ind i et værelse under påskud af at ville vise hende noget.

»Derinde begyndte han at kysse mig og var helt vild. Da jeg tydeligt sagde nej, låste han hurtigt døren og puttede nøglen i lommen og forsøgte at voldtage mig. Jeg kæmpede med næb og kløer! Så sagde han, du kan i det mindste spille den af på mig. Aldrig, svarede jeg. Så lagde han en avis på gulvet og spillede den af ud over den, mens jeg stod ved døren.«

Historien er langt fra den groveste af dem, som er blevet delt i Sverige i den senere tid. Næsten dagligt beretter kvinder under nye hashtags om overgreb, voldtægt og krænkelser i den profession, branche eller samfundsgruppe, som de tilhører. Skuespillere, sangere, musikbranchen, akademikere, jurister, politikere, journalister, sportsudøvere, lærere og kirken er bare nogle af dem, som er gået sammen om at offentliggøre opråb, hvor de tager afstand fra magtmisbruget og tavshedskulturen. Samlet set har flere end 10.000 kvinder skrevet under på de anonyme vidnesbyrd.

Hoveder har rullet

I løbet af ugen kom også kvinder fra misbrugsmiljøet, forsvaret og ridesporten på banen. Under hashtagget #visparkarbakut så ridepigerne tilbage på teenageår, hvor de blev krænket af bl.a. træneren, rideskolechefen og hestejeren. En kvinde mindes en episode, der udspillede sig, da hun var 13 år. Hun havde været til en middag forud for en ridekonkurrence sammen med den mand, som hjalp hende med hestetransporten.

»På vejen derfra pressede han mig op mod en container og ragede på mig og kyssede mig overalt. Først blev jeg bare som forstenet, og derefter forsøgte jeg at slippe fri og begyndte at skrige. Han lagde hånden over min mund og tog kvælertag. Sagde at han ville sørge for, at jeg både ville miste hesten og aldrig mere ville komme til en konkurrence, hvis jeg ikke gik med til det. Så tvang han mig til at spille den af på sig,« skriver hun i manifestet, som blev bragt i Dagens Nyheter.

Både mediechefer, tv-værter, politikere og en fremtrædende kulturprofil har mistet anseelse og i de fleste tilfælde også stillinger, efter at de er blevet udpeget som mænd, der har haft svært ved at holde fingrene for sig selv eller tage et nej for et nej. Også en enkelt kvinde - en mediechef på Sveriges Radio - er røget i den forbindelse.

»I Sverige er det en hel eksplosion eller revolution, om man vil.«

Sådan siger danske Drude Dahlerup, kønsforsker og professor ved Stockholm Universitet samt adjungeret professor ved RUC. Hun mener, at der er to ting, som for alvor har sat skub i den svenske lavine.

»Når først der går hul på bylden, så tør andre også at træde frem. Der er ingen tvivl om, at det er sværest at stå frem for de første, der gør det. For det er vigtigt at forstå, at det ikke er noget, man gør for sjov.«

Og så handler det ifølge kønsforskeren om reaktionerne.

»Er der nogen, som lytter? Er der nogen, som tager det alvorligt og siger, at det er et samfundsproblem, som vi må gøre noget ved? Her har reaktionen i Sverige været meget seriøs. Man ser det som et politisk problem.«

Kun danske skvulp

Hun hæfter sig ved, at fremtrædende, kvindelige politikere har været med til at skrive under på opråbet #imaktenskorridorer, og allerede på et tidligt tidspunkt fortalte både udenrigsminister Margot Wallström samt ligestillingsminister Åsa Regnér om deres oplevelser med seksuel chikane. Dernæst har diskrimineringsombudsmanden engageret sig i problemstillingen, ligesom regeringen i oktober indbød arbejdsmarkedets parter til et møde om forebyggelse af overgreb og chikane. Også kulturminister Alice Bah Kuhnke er gået aktivt ind i flere af sagerne.

I Danmark har #metoo-bølgen kun afstedkommet enkelte skvulp. Nok har beretninger om seksuelle ydmygelser og mobning på Zentropa fået konsekvenser for grundlæggeren, Peter Aalbæk Jensen, men der har først og fremmest været tale om enkeltsager. Og da den danske operasanger Anna Carina Sundstedt forsøgte at gå sine svenske kollegaer i bedene med hashtagget #visyngerud, kunne hun blot få 132 kvinder til at skrive under. I Sverige satte flere end 700 deres navne på #visjungerut.

»Vi var omkring 350 kvinder i den lukkede Facebook-gruppe, men en stor del var skeptiske over for, om det ville blive en heksejagt på mænd. Mange ville hellere have en generel debat om krænkerkultur, som både går ud over mænd og kvinder. De syntes, at det havde karakter af rødstrømpebevægelse og mandehad,« fortæller Anna Carina Sundstedt.

Svenske feminister og danske individualister

Hverken hun eller Drude Dahlerup mener, at der er grund til at tro, at kvinder i Danmark er udsat for færre overgreb end deres svenske medsøstre. Men hvorfor står ingen så frem?

Det er den efterhånden nok så kendte historie om svenskerne, som ikke viger tilbage for at kalde sig feminister, mener Dahlerup. Selv regeringen har sat det mærkat på sig selv, mens det i Danmark fortsat et fyord.

»I Sverige ser man manglende ligestilling som et strukturelt problem, mens man i Danmark ser mere individuelt på det. Feminister i Sverige har altid sagt, at man er glad for at være nået vidt, men at der er langt igen. I Danmark hviler man på laurbærrene og mener, at man stort set har nået målet. Den første tilgang indebærer, at man har et ansvar for at gøre noget ved den manglende ligestilling, mens den anden siger: Slap af, så slemt er det heller ikke. Derfor kan mange i Danmark være bange for ikke at blive taget alvorligt,« siger hun.

Torsdag kom det første pip fra dansk politisk hold. Ligestillingsminister Karen Ellemann (V) opfordrede i en artikel i Berlingske Business virksomheder til at tale åbent om sexchikane på arbejdspladsen, ligesom hun bekendtgjorde, at hun ville holde en høring om emnet efter nytår.

Både Drude Dahlerup og Anna Carina Sundstedt mener da også, at der er ved at ske et skred i Danmark. Operasangeren er eksempelvis blevet kontakt af personer fra andre brancher, som gerne vil have hjælp til at starte lignende grupper.

»Der er også kvinder, som efterfølgende er kommet til mig og har sagt, at de er kommet i tanke om oplevelser, som ikke var i orden. Jeg tror, at det skal modnes i Danmark. Det er, som om at vi skal vågne af en tornerosesøvn. Vi er slet ikke vant til at tale om krænkerkultur, og vi kommer til at blande det sammen med en kønsdebat. Jeg mener, at vi skal holde tingene adskilt. Det her handler om, at nogle misbruger deres magt, og det går ud over både mænd og kvinder. Der er også kvindelige chefer, som overskrider grænser, problemet er bare, at vi har levet med en kultur, som er patriarkalsk. Det er den, som vi skal gøre op med.«

Men handler det så ikke også om feminisme og ligestilling? Det kan man vel ikke komme udenom?

»Du har ret, det er nok også en feministbevægelse. Jeg har bare aldrig interesseret mig særlig meget for kønsdebatten eller deltaget i en rødstrømpebevægelse. Derfor har jeg haft svært ved at melde mig på den bane.«

Er det ikke meget dansk, at du siger, at du aldrig har interesseret dig for kønsdebatten, og kan det være en af grundene til, at det er svært at få danske kvinder til at stå frem?

»Det, tror jeg faktisk, at du har ret i.«

Spørger man Drude Dahlerup, er der ingen tvivl om, at det er et feministisk projekt.

Men der er jo også kvinder, der begår overgreb?

»Det er typisk dansk at sige sådan. Det er en måde at undgå at tale feminisme på, fordi man ikke vil sætte det ind i en mere strukturel sammenhæng. Svaret er ja, det gør kvinder også, men det er mest mænd. Og det handler meget om manderoller. Hvad mænd mener, at de kan tillade sig, og hvad kvinder føler, at de skal tåle.«