Rapport: Libyen-krigen var dårligt forberedt og hjalp islamister
Britisk rapport leverer hård kritik af Vestens indsats i Libyen. Anders Fogh Rasmussen mener, at Libyen har været udsat for et »katastrofalt« politisk svigt.
KØBENHAVN/LONDON — Med kun få reelle efterretninger og et forsimplet billede af, hvem der var de gode og de onde, kastede Vesten – herunder Danmark – sig i 2011 ind i den militære konflikt i Libyen. Og der var ikke styr på, hvad der skulle ske, da den libyske diktator, Muammar Gaddafi, blev væltet, så resultatet blev et økonomisk og politisk kollaps, samtidig med at regimets våben er blevet spredt over den i forvejen skrøbelige region, mens Islamisk Stat har fået bedre fat i Nordafrika.
Det er i kort form den hårde kritik, som rejses af Libyen-indsatsen i en ny rapport fra en undersøgelseskomité i det britiske parlament.
Danmark bidrog med en stab på 120 personer og i alt 6 F16-fly, som gennemførte 600 missioner over Libyen og kastede 923 bomber.
Vi er gode til at vinde krige, men ikke verdensmestre i at vinde fred.Nick Hækkerup, , udenrigsordfører for Socialdemokraterne
Ifølge rapporten var situationen i Libyen ikke sort/hvid. Der er tegn på, at Gaddafi forsøgte at undgå civile tab, og samtidig var nogle af de oprørere, som Vesten hjalp, islamister.
»Det er nu klart, at militante islamistiske militser spillede en afgørende rolle i oprøret fra februar 2011 og frem,« står der i rapporten.
Ekko af Irak-krigen
Som et ekko af kritikken af Irak-krigen påpeger rapporten, at der manglede en plan for tiden efter diktatoren, og at alle diplomatiske veje ikke var afprøvet.
Bortset fra den indledende fase skete operationen i regi af Nato. Den daværende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, fastholder, at Nato gjorde det rette.
»Interventionen i Libyen var både nødvendig og berettiget for at fjerne Gaddafis rædselsregime, og militært løste Nato opgaven uhyre effektivt med titusindvis af reddede liv som følge,« lyder det i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.
Men samtidig er han stærkt kritisk over for den civile del af opgaven:
»Desværre var det efterfølgende politiske svigt fra det internationale samfund katastrofalt. FN-resolutionen tillod ikke Nato-landtropper, så da luftmissionen var ovre, havde vi kun ét valg: At forlade landet. At FN ikke gjorde mere i kølvandet på operationen, er ubegribeligt.«
I Danmark lyder det både fra SF, K, S og V, at freden ikke var godt nok forberedt.
»Vi er gode til at vinde krige, men ikke verdensmestre i at vinde fred,« siger Nick Hækkerup, Socialdemokraternes udenrigsordfører.
Partierne fastholder, at beslutningen om at gå med i operationen var rigtig, men har alle reservationer i bagklogskabens lys.
Således siger SF’s ordfører, Holger K. Nielsen:
»Der er ingen tvivl om, at man ikke havde styr på, hvem man støttede, men i bagklogskabens lys skal man ikke bebrejde, at vi gik ind. Ingen ved, hvad der ville være sket, hvis vi ikke havde gjort noget.«
Dansk Folkeparti kritiserer undersøgelsen.
»Det er foragteligt at lave sådan en rapport. Enten greb vi ind, eller også var der risiko for, at 700.000 døde,« siger udenrigspolitisk ordfører Søren Espersen.