Dansk sygeplejerske i Liberia: Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet

Da Jens Windahl Pedersen ankom til Liberias hovedstad, Monrovia, i slutningen af august, var han sådan set godt forberedt.

Den 33-årige sygeplejerske var blevet sendt af sted af Læger uden Grænser for at hjælpe med åbningen af et ebolacenter.

Han vidste, hvordan han skulle komme ind og ud af sin beskyttelsesdragt, hvordan han skulle pleje de syge, og hvilke procedurer han i det hele taget skulle overholde for at passe på sig selv og sine kollegaer.

Alt det havde han været i Bruxelles og øve i en eksakt kopi af det center, han nu stod i. Men han var ikke forberedt på den virkelighed, som mødte ham, da han nåede til det ebolahærgede Liberia.

”Jeg har arbejdet for Læger uden Grænser i syv år og har set mange forskellige ting, bl.a. under koleraudbrud, men det, jeg var vidne til i Monrovia, er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg tror ikke, at man i sin vildeste fantasi kan forberede sig på det. Vi blev gjort klart, at det ville være hårdt arbejde, og at det, vi ville se, ville være meget lidt kønt, for at sige det mildt, men jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være så grelt,” fortæller han over telefonen fra Sydafrika, hvor han bor og arbejder som humanitær rådgiver for Læger uden Grænser.

Han fløj til Monrovia den 21. august og skulle befinde sig i byen de næste fire uger. Den første uge udfyldte han rollen som sygeplejerske, de næste tre opererede han som medicinsk koordinator.

”Det var forfærdeligt og meget overvældende. Vi havde kun lige åbnet hospitalet og halsede rundt. Det var svært at holde styr på, hvem der var i live og hvem, der var ikke var, for vi havde ikke personale nok. I løbet af de første to dage blev alle 120 senge fyldt op, og vi måtte afvise mange, fordi vi ikke havde plads. Vi sendte dem hjem med et desinfektionskit og besked om, at de kunne komme igen, når de var mere alvorligt syge,” husker Jens Windahl Pedersen.

Samtidig gik arbejdet pinagtigt langsomt. For de varme beskyttelsesdragter giver ikke mulighed for at arbejde mere end en time ad gangen, og det er ikke usædvanligt at miste fem liter væske på den time. Dertil kommer, at man bruger tid på at iføre og ikke mindst afføre sig dragterne på forsvarlig vis.

”Det er en kæmpe frustration, at man har begrænset tid til rådighed. Alt i sådan et ebolaudbrud tager to-tre gange så lang tid som normale procedurer ville tage. Så man har en liste med over ting, som man skal gøre i højrisikozonen; give patienterne mad og drikke, basal hygiejne. Hvad der måtte tilstøde undervejs, tager man notits af og overleverer til det næste hold, der går ind. Så der er ikke rum til afvigelser, og det er hjerteskærende, når man ser en patient, som lider, for man kan ikke gøre noget.”

Jens Windahl Pedersen har ikke lyst til at fortælle om de værste syn, som stadig sidder på nethinden, men de oplevelser, som har sat størst aftryk, er familierne, som blev amputeret i løbet af hospitalsopholdene.

”Vi havde en familie på seks. Den første uge kom forældrene. De døde, mens de var indlagt. En uge efter kom de fire børn i alderen 7 til 17 år. I sidste ende overlevede kun to af børnene. Og det er forfærdelig hårdt at se på. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være for de overlevende og tænker, at det må være en blandet følelse, når man eksempelvis selv har overlevet, mens ens børn er døde.”

Liberia er det land, som hidtil er blevet hårdest ramt af ebolaudbruddet i Vestafrika. 3.924 er ifølge de seneste tal blevet smittet. Heraf er 2.210 døde.

Og tanken om at undgå smitte overskygger alt andet, siger Jens Windahl Pedersen.

”Det er den primære tanke. Forud for sygeplejen, forud for at hjælpe en patient er ens instinkt at tænke: ”Hvordan håndterer jeg dette med den mindst mulige risiko for mig selv”. Vi ifører os selvfølgelig vores dragter og er altid minimum to sammen inde i højrisikozonen, hvor patienterne er. Man er agtpågivende på en helt anden måde, end jeg har oplevet før, og når man er to, kan man holde øje med hinanden og vurdere, om kollegaen tager unødvendige risici.”

Men frygten har han formået at holde i baggrunden.

”Jeg var bekymret men frygtede ikke at blive smittet. Inden vi tog af sted, var der selvfølgelig en frygt, men da vi havde gennemgået vores træning, følte jeg mig langt mere sikker end før.”

Ifølge Læger Uden Grænser er i alt 21 af organisationens udsendte blevet smittet med ebola i Vestafrika, og af dem er 10 personer døde.

En af de smittede er en kvindelig norsk læge, som er blevet fløjet til Oslo for behandling. Tre andre ansatte på det center, hvor den norske kvinde arbejdede, er også blevet smittet. Der er tale om tre lokale, som nu selv er blevet indlagt på klinikken. Det har fået en anden norsk nødhjælpsarbejder til at rejse hjem før tid.

”Selvfølgelig bliver folk nervøse, både fordi det er vores venner og kollegaer, der bliver syge, og fordi vi ser, hvad ebola kan gøre. Og en vis frygt sætter også ind blandt nogle, det ville være umenneskeligt andet. Vi kan ikke eliminere risiciene, men vi gør alt, hvad vi kan for at minimere dem. Det er klart, at når man arbejder under så stort pres, så sker der nogle gange en svipser, også hos erfarent personale. Men på et personligt plan gjorde det mig ikke nervøs. Selvfølgelig tænker man: ”Kunne det have været mig? ” Og det kunne det måske sagtens have været. På den anden side, er man også nødt til at forblive rationel og fokusere på sit arbejde.”

I begyndelsen af ebolaudbruddet herskede der udbredt mistillid fra lokalbefolkningernes side over for bl.a. Læger uden Grænser, som man beskyldte for at have importeret smitten.

Og i august angreb bevæbnede mænd en ebolaklinik i Monrovia og råbte ved samme lejlighed, at sygdommen ikke fandtes og var opfundet af Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf.

Jens Windahl Pedersen har ikke oplevet noget i den retning. I stedet har det været hans opfattelse, at folk satte pris på Læger uden Grænsers arbejde. Til gengæld er stigmatiseringen af dem, der overlever sygdommen, et større problem, siger han.

”Overlevende patienter spiller en vigtig rolle i at afmystificere ebola, og de er vigtige, når det gælder om at sprede budskabet om ebola.”

Men folk er bange, erkender han.

”Vi har oplevet familier, som har efterladt deres syge børn foran hospitalet for at beskytte resten af familien, vi har oplevet patienter, der har ladet sig selv indlægge for at beskytte familien.”

Trods tiltag med karantæne og tre dages udgangsforbud er det ikke lykkedes at dæmme op for udbruddet i Liberia.

Men det er ikke kun landets egen skyld, mener Jens Windahl Pedersen.

”Intet land ville kunne håndtere sådan et udbrud egenhændigt,” lyder det.

”Der bliver hele tiden holdt fine pressekonferencer i Geneve og New York med løfter om at sende soldater, penge og levere sengepladser, men realiteten er, at der er sket meget lidt, som har hjulpet patienterne.”