- For abonnenter
Elselskab ansatte ham til at rydde op i korruption. Så kom nogen på kontoret cyanid i hans kaffe
Op til 12 timer i døgnet må sydafrikanske hjem og virksomheder leve uden elektricitet fra statsselskabet Eskom. Titusinder af småvirksomheder er ved at bukke under, og de fattige townships koger af utilfredshed.
PRETORIA
En lommelygte eller en mobiltelefon med lys er lige så vigtige at have på sig som penge og en indkøbsseddel, når man skal handle i Sydafrika.
Titusinder af supermarkeder, butikker, frisørsaloner og caféer henligger i noget nær mørke i op til 12 timer om dagen på grund af planlagte strømafbrydelser, som skal afværge en truende kollaps i den statslige elforsyning.
Når strømmen går, må kunderne famle sig frem langs hylderne for at finde deres varer og så håbe på, at der stadig er batterier på kreditkortterminalen, når der skal betales ved udgangen.
De planlagte strømafbrydelser rammer overalt i samfundet under en krise med rødder i utilstrækkelige investeringer i nye kraftværker og en sump af gangsteragtig korruption. Senest blev elselskabets direktør forgiftet med cyanid, som nogen havde hældt i hans yndlingskaffekrus på kontoret.