Fygesne stopper IC-tog til Bornholm
Begrænsede muligheder for at komme til og fra Bornholm.
DSB har aflyst IC-togene, der kører til Bornholmsfærgen i Ystad for resten af onsdagen. Det oplyser statsbanerne på sin hjemmeside.
Årsagen er, at det fyger så meget i Skåne, at sporskifterne på strækningen mellem Malmø og Ystad ikke virker, oplyser DSB.
Passagerer, der skal til Ystad og videre med færgen til Rønne - eller omvendt, skal belave sig på en længere togrejse end forventet, fordi der skal benyttes regionaltog. Desuden skal der skiftes tog undervejs.
Ændringerne betyder følgende:
- Passagerer, der skulle have været med IC-afgangen fra København H kl. 16.45, skal i stedet med Øresundstoget kl. 16.40 og skifte til Pågatåg mod Ystad i Hyllie. DSB forventer, at passagererne er i Ystad kl. 17.58.
- Passagerer, der skulle have været med IC-afgangen fra København H kl. 20.45, skal med Øresundstoget kl. 20.32 og skifte til Pågatåg mod Ystad på Triangeln. DSB forventer, at passagererne er i Ystad kl. 21.58
- Passagerer, der skulle have været med IC-afgangen fra Ystad kl. 18.09 (færge fra Rønne kl. 16.30), skal med Pågatåg fra Ystad kl. 18.32 og skifte til Øresundstog mod København i Hyllie. DSB forventer, at passagererne er i København kl. 19.48.
- Passagerer, der skulle have været med IC-afgangen fra Ystad kl. 22.09 (færge fra Rønne kl. 20.30), skal med Pågatåg fra Ystad kl. 22.32 og skifte til Øresundstog mod København på Malmö C. DSB forventer, at passagererne er i København kl. 00.08.
Med aflysningerne tager DSB ufrivilligt forskud på de omfattende aflysninger af aftenbetjeningen, som passagererne kommer til at opleve i marts måned.
Hurtigfærgen "Leonora Christina" er på værft i marts, og der skal sejles med en almindelig og langsommere færge. Det er desværre ikke muligt at ændre togenes tider til de nye færgetider, og det giver længere transporttid for passagererne.