Rumænske indbrudstyve henter venner til Danmark
Indbrudstogter i de danske hjem er ofte planlagt ned i den mindste detalje.
Indbrud har i stigende grad karakter af velplanlagte togter, fremgår det af dagens Berlingske.
Politiets Task Force Indbrud oplyser nemlig, at flere sager om rumænere eller romaer, der mere eller mindre bosætter sig i Danmark for at udse sig de bedste indbrudssteder, er begyndt at dukke op.
"De bor typisk på billige vandrehjem, og vi ser eksempler på, at nogle har gjort det i flere år. Her etablerer de sig og hjælper bekendte hjemmefra med at komme herop for at begå indbrud," siger Karl Erik Agerbo, politiinspektør og leder af Task Force Indbrud.
Six-pack sagen
I morgen begynder en af de sager, som Karl Erik Agerbo taler om, ved retten i Lyngby. Sagen begyndte, da en postkontor kontaktede politiet.
Postarbejderne undrede sig nemlig over de mange kasser, som en gruppe af yngre, rumænske mænd, blev ved med at sende hjem.
Politiet handlede på tippet og fandt bl.a. flere computere og iPads. "Six-pack" sagen, som den kaldes, er en ud af tre sager i alt, som poltiet har opsporet af denne type organiseret indbrudskriminalitet.
Danske hjem er nemme
Og de danske villakvarterer er et nemt bytte for tyvene. Det vanskelige ligger nemlig slet ikke i at komme ind, fortæller politiinspektøren.
Det svære er ikke at blive opdaget, for et vindue kan nemlig sagtens brydes op med en skruetrækker eller et lille koben.
Danmark er kun overgået af Grækenland, når det kommer til antallet af indbrud i EU. Det viste en optælling i 2012, og statistikken skyldes netop, at danske hjem sjældent sikres.
Desuden er fængselsfaren heller ikke et godt skræmmemiddel for rumænerne.
"Hvis man kommer fra den fattigste del af Rumænien, er det nærmest luksus at komme i et dansk fængsel: Man får tre måltider om dagen og tjener oven i købet penge," konstaterer chef for Nationalt Efterforskningscenter, Michael Ask til Berlingske.