Vandmasser forstyrrer tog- og biltrafikken i København
Massivt nedbør får områder i København til at stå under vand. Tog står stille, og veje er spærret.
Et voldsomt skybrud i København natten til søndag giver store problemer for både tog og metro.
Ifølge DSB kører der ingen tog mellem København og Hellerup Station.
- Det kraftige regnvejr i Hovedstadsområdet har givet flere signalfejl på Østerport Station, så vi kan ikke køre tog gennem stationen i øjeblikket, oplyser DSB på sin hjemmeside.
Fra Banedanmark lyder det desuden, at Østerport Station og tunnelen ved Svanemøllen står under vand.
- Banedanmark har fire kraftige specialpumper, som er på vej til områderne ved Svanemøllen og Østerport Station for at starte arbejdet med at pumpe vandet væk fra baneområderne, oplyser Banedanmark søndag morgen.
Flere S-toglinjer kører ikke efter planen på grund af oversvømmelser på banen. Der er store ændringer på linje A, B og C, oplyser DSB. Der kører således ingen S-tog mellem Østerport og Hellerup/Dyssegård.
Der er indsat togbusser i rutefart mellem København og Hellerup med stop ved Nørreport og Østerport. Banedanmark er sammen med Beredskabsstyrelsen ved at danne sig overblik over skaderne.
Også metroen har haft store problemer efter nattens skybrud.
Søndag morgen kunne metroen ikke køre på strækningen mellem Nørreport Station og Vestamager. Søndag formiddag er problemerne begrænset til strækningen mellem Islands Brygge og Vestamager, oplyser Københavns Metro, som har indsat metrobusser på strækningen.
Københavnere, som overvejer at starte bilen eller tage en taxa i stedet for at tage toget, skal nok holde sig orienteret om trafikken.
Flere større veje i Hovedstaden er søndag formiddag nemlig fortsat spærret af på grund af det voldsomme skybrud natten til søndag.
Værst ser det ud på de indre dele af Helsingørmotorvejen ved Ryparken Station og Lyngbyvejen, hvor hele området søndag omkring klokken 9.30 fortsat var spærret af.
- Vi kan ikke sige, hvor lang tid der vil gå, før vejen igen kan blive åbnet. Men vi opfordrer bilister til at være meget opmærksomme, hvis de begiver sig ud, siger politikommissær Lars Krabbe, Københavns Politi.
Også ved Lersø Parkallé og Rovsingsgade volder vandmasserne problemer, ligesom et område omkring Østerport Station og gaderne Kristianiagade og Stockholmsgade på Østerbro er oversvømmet, oplyser politiet.
Endelig har et område ved Ørestad Boulevard på Amager måttet afspærres.
I de hårdt ramte områder arbejder pumper fra Beredskabsstyrelsen på at få vandet væk.
- Nu regner det ikke længere, og det er en stor hjælp. Men jeg kan ikke sige, hvor lang tid der vil gå, før vandet er væk, siger Lars Krabbe.
Københavns Politi opfordrer borgere og ikke mindst virksomheder til at tjekke kældre, der ligger i lavtliggende områder.
- Vi opfordrer folk til at køre derhen i dag, så de ikke får en stor overraskelse mandag morgen, siger Lars Krabbe. Taxachauffør reddes af brandvæsenet
Politiet opfordrer bilister til at være varsomme og sætte farten ned, så de ikke risikerer akvaplaning på grund af vand på vejene.