Valgsejr til EU-skeptikere kan svække Danmark
Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU står til fremgang.
Det lyder måske lidt mærkeligt, men hvis Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU bliver vinderne af valget til Europa-Parlamentet ved valget den 25. maj, kan det svække den danske indflydelse, som de to partier ellers kæmper for at styrke.
Det skriver Mandag Morgen i dag.
Eksperter forklarer til ugebrevet, at en stor fremgang til de EU-skeptiske partier kan give mindre indflydelse på kerneområder som energipolitik, landbrug, handelspolitik og realkreditten, som set med danske øjne er blandt de vigtigste sager, der bevæger sig gennem Europa-Parlamentet.
Stemmer fra midten til fløjen
Grunden til paradokset er, at stemmer på Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU havner i partigrupper på yderfløjene med ringe indflydelse i Europa-Parlamentet. Morten Messerschmidt er lige nu medlem af den EU-skeptiske partigruppe EFD (Europe of Freedom and Democracy), mens Folkebevægelsen mod EU er medlem af den yderste venstrefløjsgruppe GUE/NGL (European United Left / Nordic Green Left).
Det mener blandt andre ph.d. og forsker ved London School of Economics, Maja Kluger Rasmussen, der bl.a. forsker i interessevaretagelse i Europa-Parlamentet. Hun forventer, at voksende fløjpartier i parlamentet vil øge midterpartiernes indflydelse.
”Det ser ud til, at vi får et mere fragmenteret parlament, men den konkrete politik i parlamentet bliver nok mere midtersøgende, fordi de store partier bliver tvunget til at arbejde sammen på midten,” siger hun til Mandag Morgen.
Samme konklusion kommer fra Sinne Backs Conan, som er forhenværende europapolitisk chef i Dansk Industri. Hun mener ligeledes, at Danmark mister afgørende indflydelse, hvis de EU-skeptiske partier får stor fremgang.
DF står til stor fremgang
Ifølge meningsmålingerne står Dansk Folkeparti til at få en godt valg og en stor fremgang. Nogle målinger viser, at partiet får fire ud af de 13 danske mandater i Europa-Parlamentet.
Hvis det bliver virkelighed, vil det betyde, at danske mandater flyttes fra de to store europæiske partigrupper S&D og EPP, som tilsammen har 60 pct. af mandaterne i parlamentet, og i stedet over i partigrupper på fløjen, der ikke har samme indflydelse på lovgivningen. Det samme er tilfældet for mandater erobret af Folkebevægelsen mod EU.
Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt, erkender over for Mandag Morgen, at en stor fremgang til hans parti vil svække den danske indflydelse, men det er ikke noget problem, mener han.
”Jeg kunne da sagtens gå på kompromis med alt, hvad jeg mener om EU, og så sætte mig ind i EPP-gruppen. Jeg er bare ret sikker på, at de vælgere, der stemmer på mig, gør det, fordi de gerne vil have en anden politik. Jeg vil placere mig, dér hvor jeg får den største indflydelse, men jo selvfølgelig også i en gruppe, hvor jeg mener, at Dansk Folkepartis mandater passer bedst ind,” siger han.
Energisektoren er bekymret
Den danske energibranche er bekymret over udsigterne til færre danske parlamentarikere i de vigtige midterpartier, fordi det påvirker deres muligheder for at få indflydelse på EU’s klima- og energipolitik.
”Det er ekstremt vigtigt, at vi tager det her valg til Europa-Parlamentet dybt, dybt alvorligt og tænker over, hvordan grupperingerne i sidste ende bliver dannet i parlamentet, og hvordan Danmark kan få indflydelse på det, der foregår i EU. Det er jo ikke et traditionelt Folketingsvalg. Hvis Danmark skal have indflydelse, så skal vi være til stede forskellige steder i parlamentet. Det er ikke nok, at vi bare konstaterer, at Danmark kun bliver repræsenteret på den ene fløj, hvis nu indflydelsen sker andre steder,” siger Anders Stouge, der er vicedirektør i Dansk Energi.
Det er især udsigten til helt at måtte undvære danskere i den store konservative EPP-gruppe, der vækker stor bekymring i de danske interesseorganisationer. I dag er Bendt Bendtsen (K) den eneste dansker i EPP-gruppen, som både står til at blive parlamentets største og har særlig stor indflydelse på vigtige erhvervspolitiske områder som handel, økonomi og reglerne for det indre marked.
Ifølge meningsmålingerne ryger Bendt Bendtsen ud af Europa-Parlamentet, og det ærgrer Kasper Ernest, der er europapolitisk chef i Dansk Erhverv. Til Mandag Morgen kalder han det et problem for den danske interessevaretagelse og peger på realkreditten som et sted, hvor det er vigtigt at have indflydelse. Også Forbrugerrådet bakker op om, at det er vigtigt for Danmark at have en repræsentant i EPP-gruppen, fordi det ifølge Benedicte Pederspiel, der er chefkonsulent i Forbrugerrådet, er vigtigt at have en stemme, der kan forstå de ting, som rådet henvender sig med.