Julehjælp til muslimer gør folk arrige
Frelsens Hær får kritik, fordi organisationen ikke tager hensyn til religion, når den uddeler julehjælp.
Antallet af ansøgninger til julehjælp har i år sat rekord hos Frelsens Hær, der yder hjælp til mere end 8.000 fattige familier.
Men den gode gerning møder heftig kritik, og flere af kommentarerne på Frelsens Hærs Facebook-side går på, at det ikke er i orden at give julehjælp til trængende fra andre religioner, fordi de ikke holder jul.
"Der er en klar tendens til, at så snart vi nævner ordet julehjælp, står der folk klar til at kritisere vores praksis med ikke at skelne mellem religioner eller andet blandt ansøgerne. Det er en meget ærgerlig udvikling," siger Frelsens Hærs informationschef, Lars Lydholm, til Kristeligt Dagblad.
De kan få hjælp til eid
Ifølge avisen er der blevet iværksat en underskriftindsamling, hvor over 3.600 mennesker foreløbig har skrevet under på, at julehjælpen skal gå til dem, der holder jul.
"Jeg er ikke racist, men når det nu hedder julehjælp, så er det da mest logisk for mig, at det er for at hjælpe med, at børnene får en god jul. Når der er eid, som muslimerne fejrer, så kan dem, der ønsker at hjælpe med det, jo starte en indsamling til det formål," lyder det fra en af underskriverne.
Lars Lydholm siger, at kritikken kommer hvert år, men at antallet af kritikere er stigende. Frelsens Hær vurderer, at højst 10 pct. af ansøgerne til julehjælp er muslimer.
Fjerner fokus fra det vigtige
Lars Lydholm mener, at kritikken og debatten omkring den fjerner fokus fra sagens kerne, nemlig at stadig flere danskere er så fattige, at de har brug for hjælp til at holde jul. Men det stopper ikke kritikerne.
"Hvis Frelsens hær kun delte julehjælp ud til dem der HOLDER jul, var der nok til alle," skriver Lisa Rusbjerg på Frelsens Hærs indsamlingsside.
Kritikerne møder dog også modstand hos andre, der ikke finder det særlig næstekærligt at være arrige over, hvem der får og ikke får julehjælp.
"Julen er vel på en eller anden måde så smukt, at, om der er nogen, der får julehjælp, og alligevel ikke holder traditionel jul, så synes jeg, at det er i orden. Julen er hjerternes fest," skriver Palle Stevne Nielsen.
Også hos Mødrehjælpen og Kirkens Korshær har man set en markant stigning i antallet af ansøgninger til julehjælp. For sidstnævntes vedkommende er stigningen i antallet af ansøgninger på 50 pct. Ingen af de to organisationer registrerer, hvor stor en andel af hjælpen, der går til muslimer eller andre religioner, der ikke holder jul.