Fortsæt til indhold
Indland

En 26-årig mand tilstod brande ved Haderslev

Halmballer i stakke og lader var målet for en mand fra Haderslev, der tilstår påsatte brande på hjemegnen.

Ritzau

En ung mand fra Haderslev-egnen har tilstået, at han har påsat syv brande på hjemegnen.

Manden, der er 26 år, blev tirsdag i et grundlovsforhør i Retten i Sønderborg varetægtsfængslet indtil den 30. juli, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

De syv brande blev antændt i stakke af halmballer og i lader i området omkring Haderslev.

Politiet oplyser, at manden er sigtet efter straffelovens paragraf 181, der har en straframme på op til seks års fængsel.

Grundlovsforhøret med manden blev holdt for lukkede døre, så det er sparsomt med oplysninger om de forhold, som sigtelserne omfatter.