EL: Københavns Kommune skal ud af KL
KL er Finansministeriets forlængede arm, lyder det fra Enhedslisten.
Københavns Kommune skal melde sig helt ud af kommunernes medlems- og interesseorganisation, KL.
Det mener Enhedslisten i København, som reagerer på den over tre uger lange lockoutkonflikt mellem lærerne og KL.
”Nu er nok nok. KL har i stigende grad udviklet sig til at være Finansministeriets forlængede arm over for borgerne. Og så slår lærerkonflikten, hvor KL har lockoutet lærerne, hovedet på sømmet," siger socialborgmester i København Mikkel Warming (EL) til Jyllands-Posten.
Lægger gift for folkeskolens udvikling
Han fortsætter:
"Tonen fra KL har været aggressiv og usaglig. Dermed lægger KL gift for fremtidens udvikling af folkeskolen.”
Frem til 2005 var Københavns Kommune ikke medlem af KL pga. af sin dobbeltstatus som amt og kommune. Men ved indmeldelsen afgav man forhandlingskompetencen til KL.
En bedre overenskomst
Den kan man dog få tilbage igen ved en udmeldelse, mener Mikkel Warming.
"Dermed ville Københavns Kommune selv skulle stå for forhandlingen ved den næste overenskomst, og det kan kun blive bedre," siger han.
Enhedslisten stiller forslaget ved Borgerrepræsentationsmøde i kommunen torsdag, og fredag indleder partiet sit årsmøde, som foregår over weekenden.
Her er et af forslagene netop, at partiet skal stille et mistillidsvotum til finansminister Bjarne Corydon (S) pga. lærerkonflikten.
S: Et underligt forslag
Partiet skal dog ikke regne med, at ønsket om en udmeldelse af KL bliver vedtaget, for både Socialdemokraterne og SF agter at stemme nej.
Gruppeformand for Socialdemokraterne Jesper Christensen kalder det et "underligt" forslag.
"Man kan ikke sådan beslutte, at når det går den ene vej, vil man gerne være medlem, men når det går den anden vej, vil man ikke," siger han til Jyllands-Posten.
SF siger nej
SF's gruppeformand Klaus Mygind er enig. Han mener desuden, at en udmeldelse vil stille kommunen svagere.
"Sommetider kommer man i mindretal, men det gør man også i en hvilken som helst anden sammenslutning, f.eks. i en fagforening, derfor melder man sig ikke ud," lyder det.