Forældre vil tvinge KL til handling
Frustrerede forældre forsøger med aktioner og Facebook-sider at tvinge KL til forhandlingsbordet.
I starten tror jeg, at vi alle sammen tænkte, at vi måtte klare os, så godt som vi nu kunne. Men efterhånden kan det ikke lade sig gøre, og vores børn savner deres lærere og kammerater fra skolen.Camilla Gregersen, mor og initiativtager
På mandag vil Sisse Krøll Willemoes finde sin datters skoletaske frem igen og følge 8-årige Asta hen til Gillbjergskolen i Gilleleje.
Her går Asta i 2. klasse, og selv om hendes lærere er lockoutet, er det alligevel på tide, at Asta får lov til at vende tilbage til skolen, mener Sisse Krøll Willemoes.
"Vi er ved at være fyldt op af konflikten, og indtil videre har vi accepteret lockoutens spilleregler. Men nu bryder vi dem for at sende et signal til alle parter om, at børnene er klar til at modtage undervisning. Vi mangler bare de voksne," siger hun til Jyllands-Posten.
Fokus på børnene
Sisse Krøll Willemoes forventer, at konflikten er slut, når Asta og de andre elever bliver fulgt i skole på mandag. Skulle det imidlertid ikke være tilfældet, er aktionen dog ikke forgæves.
"Hvis lærerne ikke er der, vil vi selv passe vores børn på skolen og dokumentere, at de har været mødt frem med billeder og film. Vi ønsker ikke at tage part i konflikten. Vi vil bare sætte fokus på vores børn og give dem deres skolegang tilbage," siger hun.
Facebook-siden "Lockouten slutter mandag den 29. april" er oprettet i forbindelse med initiativet. Den har i øjeblikket mere end 900 medlemmer, der alle vil følge børnene i skole mandag morgen.
Overborgmesters kontor invaderes
Vi ønsker ikke at tage part i konflikten. Vi vil bare sætte fokus på vores børn og give dem deres skolegang tilbage.Sisse Krøll Willemoes, mor og initiativtager
Børnenes tilbagekomst til skolen på mandag vil også være til en konfliktfri skole, hvis det står til Camilla Gregersen, der står bag et initiativ, hvor 350 forældre onsdag morgen vil troppe op på Københavns overborgmester, Frank Jensens (S), kontor.
Forældrene vil have overborgmesteren til at indkalde til møde i KL's bestyrelse, så konflikten kan blive afsluttet og børnene kan vende tilbage til skolen.
"Vi vil gerne lægge pres på KL's bestyrelse med aktionen. Vores budskab til KL er, at de må komme ud fra ringhjørnet og gå til forhandlingsbordet. S og SF har flertal i bestyrelsen, så de kan indkalde til et ekstraordinært møde, hvis viljen til at afslutte konflikten er til stede," siger Camilla Gregersen.
Nej til heldagsskolen
Forældrene bag forældreaktionen på Københavns Rådhus er frustrerede over den manglende dialog i konflikten. Samtidig bliver det sværere og sværere at få familielivet til at hænge sammen.
"I starten tror jeg, at vi alle sammen tænkte, at vi måtte klare os, så godt som vi nu kunne. Men efterhånden kan det ikke lade sig gøre, og vores børn savner deres lærere og kammerater fra skolen," siger Camilla Gregersen.
Hun håber, at forældrene med aktionen også kan slå en vigtig pointe fast i forhold til den folkeskolereform, der venter på den anden side af konflikten.
"Ultimativt tror vi, at grunden til KL står så stejlt i konflikten, er fordi den handler om heldagsskolen. Derfor vil vi gerne sige, at børn har ret til fritid, og at vi forældre ikke er interesserede i den voksenstyrede heldagsskole. Der er mange forældre, der arbejder i weekenden, og hvis ikke de har mulighed for at hente deres børn tidligt i hverdagen, får de mindre tid sammen med dem. Det er vi ikke interesserede i."