Knivdræbt var korsanger og mønsterbryder
21-årig studerende, der i lørdags blev dræbt i Kødbyen, havde tumultarisk barndom bag sig.
Jonas Thomsen Sekyere, der på tragisk vis blev stukket ned og dræbt i København natten mellem fredag og lørdag, havde mange odds imod sig i sin opvækst og barndom, men endte alligevel som jurastuderende og var på mange måder en mønsterbryder.
Det skriver Sjællandske i dag.
Som dreng af en vestafrikansk far og en dansk mor voksede han i op i den københavnske bydel Valby.
Hans mor var psykisk syg, så det var skolen, der sørgede for, at Jonas Thomsen Sekyere som ung dreng kunne komme til at synge i Københavns Drengekor.
Et produkt af velfærdssamfundet
I 5. klasse kom han til eni plejefamilie, der boede i Brøndby Strand, og som senere flyttede til den sydsjællandske by Vordingborg.
Efter flotte eksaminer i både folkeskolen og gymnasiet blev Jonas Thomsen Sekyere optaget på jurastudiet ved Københavns Universitet, hvor han blev brugt i et stort reklamefremstød.
"Jeg er resultatet af hver eneste folkeskolelærer, frivillige fodboldtræner og pædagog, der hver dag gør noget ekstra. Og hver gang jeg har trådt ved siden af, er jeg med blid og nærmest usynlig hånd blevet ledt på vej af et fællesskab med overskud til den, der af forskellige grunde har brug for et lille skub," skrev han i en kronik i Politiken sidste år om sit eget liv.
Københavns Politi er i gang med at efterforske drabet og har i den forbindelse truet med at offentliggøre overvågningsbilleder af de mistænkte, hvis ikke de selv melder sig.