Fortsæt til indhold
Indland

Dagmar vækker store følelser i dronningen

Dronningen tog på en rørende rejse tilbage i historien, da hun fortalte om besøg ved Dagmars grav.

Ritzau

Når dronning Margrethe er stået ud af sin seng på Fredensborg, er hendes tanker ofte blevet rettet mod Sankt Petersborg og den russiske zarfamilie, der blev slået ihjel efter bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917.

Efter fredagens besøg ved kejserinde Dagmars grav i Sankt Petersborg fortalte dronningen lørdag om Dagmars søn Nikolai, der var Ruslands sidste zar, og hans besøg i Danmark i 1901 med sin hustru og fire små døtre.

- Som man gjorde så meget dengang, så har de skrevet på ruden. Og det er faktisk på ruden i mit soveværelse, hvor de har skrevet deres kælenavne, som man gjorde i familien. Og kejserinden har skrevet de fire pigers alder.

- Det er noget, jeg har haft for øje i alle de år, jeg har brugt de værelser. Inden jeg rejste her over, har jeg tænkt: nu skal jeg komme det sted, hvor de befinder sig i dag, fortæller dronning Margrethe.

Henrettet i 1918

Den russiske zarfamilie blev henrettet i 1918. De jordiske rester af zaren, kejserinden og tre af deres døtre blev først fundet i 1979.

De blev genbegravet i 1998 i Peter og Paul-katedralen, som er begravelsessted for hele Romanov-slægten. Sønnen og den fjerde datter blev først fundet i 2007.

Zar Nikolais mor, Maria Feodorovna, var født som dansk prinsesse Dagmar. Efter sin families henrettelse flygtede hun over London til Danmark, hvor hun levede til sin død i 1928.

Begravet i Roskilde

Hun blev begravet i Roskilde Domkirke som en del af kongefamilien. Men i 2006 blev hun efter russisk ønske og med dronning Margrethe som primus motor genbegravet i Sankt Petersborg ved siden af sin familie.

- Min far kendte hende jo godt og satte stor pris på hende og fortalte om hende, så hun var ikke kun en del af historien, men hun var en del af familien, selvom hun døde mange år, før jeg blev født.

- Når jeg kommer hjem, vil jeg tænke ekstra meget over, at de alle kom tilbage, hvor de skulle være, fortæller dronning Margrethe.