Politiet i storaktion mod AK81
<p>Adresser på hele Sjælland og Lolland er blevet ransaget som led i politiets aktion mod Hells Angels og støttegruppen AK81. Adskillige våben, patroner og stoffer er konfiskeret.</p>
Foruden to af Hells Angels' klubhuse i København slog politiet i dag også til på 15-20 adresser tilhørende AK81-medlemmer på hele Sjælland og Lolland. Indtil videre har finkæmningen resulteret i adskillige våben.
I HA-klubhuset på Svanevej i Københavns nordvestkvarter fandt politiet tidligere på dagen slagvåben og knive, 50 kaliber 38-patroner og flere joints.
To AK81-medlemmer og et fuldgyldigt HA-medlem blev anholdt og vil blive sigtet for fundene.
Gas og narkotika
På Amager, i rockerborgen på Lindgreens Allé, fandt man tillige en skarpladt pistol med patroner, slagvåben, 200 joints samt flere former for gas, bl.a. peberspray og tåregas. Her blev en HA-rocker anholdt, og i følge Ritzau vil politiet kræve rockeren fængslet.
Københavns Politi mangler endnu det fulde overblik over ransagningerne på resten af Sjælland.
"Men vi har fundet adskillige slagvåben, knive, et halvt kilo amfetamin og et skarpladt våben. Senere ved vi præcist, hvad vi har," siger politikomissær Steffen Steffensen, der har stået i spidsen for dagens aktion, til jp.dk.
Aktionen afsluttet - for i dag
Aktionen har været planlagt siden sidste uge, da Københavns Politi indhentede ransagningskendelser til både rockerborgene og de mange AK81-medlemmers adresser.
Ifølge politiet er indsatsen nu så godt som afsluttet, men man afviser ikke flere aktioner i den kommende tid.
"Vi har ransaget det, vi skulle i dag. Og så er der jo en ny dag i morgen," siger Steffen Steffensen.