Fortsæt til indhold
Indland

Fængslet på 34. år for dobbeltmord: I dag besluttes det, om han skal løslades

Naum Conevski skød og dræbte i 1984 to unge drenge på Amager.

Dobbeltmordet, som Naum Conevski blev dømt for i 1985, fandt sted en forårsnat i maj 1984.

Tre drenge havde tændt bål på Amager Strand, hvor de havde planlagt at overnatte. Naum Conevski dukkede op med en Colt-revolver i hånden og beordrede de tre drenge til at udlevere deres pistol. De fik hurtigt gjort det klart, at de slet ikke var bevæbnede. Herefter er det blevet beskrevet, hvordan Naum Conevski tvang drengene til at lægge sig ned, hvorefter han i flere minutter gik rundt mellem dem og fløjtede.

Til sidst trykkede han revolveren mod nakken på den 16-årige Dennis Ruben Andersen og spurgte: »Skal jeg skyde dig?«

»Nej, nej, nej« råbte Dennis tilbage.

Naum Conevski gik videre til den næste af drengene. Denne gang affyrede han revolveren og dræbte den 20-årige Enrico Per Nielsen. Dennis Ruben Andersen sprang op og løb ned ad stranden. Naum Conevski skød efter ham men ramte ikke, skuddet flænsede i stedet drengens jakke. Naum Conevski rettede herefter pistolen mod nakken af den sidste af de tre drenge, Brian John Petersen, og trykkede på aftrækkeren.

Det lykkedes Dennis at undslippe, og han fik kontaktet politiet. Naum Conevski nægtede sig skyldig i drabene. Retten var dog sikre i sagen, og året efter mordene blev han idømt livstid.

Efter 34 år skal Østre Landsret mandag beslutte, om han er klar til at blive løsladt og sendt til Makedonien, hvor han kommer fra.

Hans forsvarer, Bjørn Elmquist, mener, at hans klient er klar til løsladelse. Han nævner, at Palle Sørensen, der blev dømt for mordet på fire politibetjente, blev løsladt efter 32 år og 10 måneder. Palle Sørensen har hidtil holdt rekorden for langtidsafsoning.

»Palle Sørensen havde slået fire politifolk ihjel. Min klient er dømt for at slå to unge mænd ihjel. Der er ingen logik i, at han nu har været 33 år og to måneder bag tremmer og fortsat sidder fængslet,« siger Bjørn Elmquist til TV2.

Tre år efter sin fængsling blev Naum Conevski erklæret sindssyg. Han har siden afsonet sin dom på flere forskellige lukkede psykiatriske afdelinger, nu på Sct. Hans i Roskilde.

Han har flere gange søgt om at afsone resten af sin dom i hjemlandet Makedonien. Det er indtil videre blevet afvist. Han har sideløbende søgt om at blive prøveløsladt, senest ved Københavns Byret i maj.

I Københavns Byret kom det frem, at man på Sct. Hans vurderer, at Naum Conevski er stabil, velmedicineret og ikke længere udgør en risiko. Retten valgte at lægge vægt på en udtalelse fra Retslægerådet, der fastslår, at det er svært at vurdere risikoen for, at han vil begå farlig kriminalitet i fremtiden, selvom man mener, at risikoen er aftaget.

Det er den afgørelse fra Københavns Byret, som Naum Conevski mandag forsøger at få omstødt i Østre Landsret. Retten ventes at komme med en afgørelse i formiddag.