Fortsæt til indhold
Indland

Direkte ind fra gaden og hovedet over døbefonten

Kristkirken på Vesterbro tilbyder drop-in-dåb.

»Skal jeg så have nyt navn?«

Lille Liva Kjærulff Larsen på fem år har fulgt snakken om forestående dåb over spisebordet hjemme i Gl. Holte nord for København og er tydeligvis lettet over, at hun beholder sit fine navn – også efter hun har fået vand i pandehåret af sognepræst Mette Gramstrup i Kristkirken på Vesterbro.

Liva har med far og mor og ikke mindre end fire søskende taget imod tilbuddet om drop-in-dåb, hvor alle kan komme direkte fra gaden og holde hovedet over døbefonten – eneste krav er billedlegitimation for voksne og at børn har deres forældre med.

Folkekirken er ikke altid god til at være gæstfri, men man skal ikke bestå en eksamen eller tro på en bestemt måde for at blive døbt.
Mette Gramstrup, sognepræst i Kristkirken på Vesterbro

»Min erfaring gennem 30 år som præst er, at mange faktisk går og sysler med tanken om at blive døbt, men der er måske ikke lige en anledning. Det kan være, at familien er splittet, og at det ikke er sådan lige til at holde en dåbsfest. Men det skal ikke være det mindste vanskeligt at tage beslutningen – derfor drop-in-dåb,« siger præsten, som fredag eftermiddag fik alle sine forhåbninger om mange dåbstrængende – plus familier – opfyldt.

Mistede Villads

Når familien Kjærulff Larsen har taget turen ind til byen for at få de fem mindste børn døbt på én gang, skyldes det storebror Villads, som ikke lever længere. Han døde efter et langt alvorligt sygdomsforløb som femårig for fire år siden, og det satte selvsagt mange ting i stå – f.eks. at holde barnedåb.

»Men vi besluttede dengang, at vi ikke ville dø med Villads. Vi ville leve for ham, og den bedste måde er at få flere børn. Med søskende er man aldrig alene, og vores børn har et tæt forhold til hinanden. Det har hele tiden været meningen, at de skulle døbes, og nu kom anledningen,« fortæller Cathrine Kjærulff Larsen.

Selv om de fem gange dåb foregik uhøjtideligt, og lillebror Arthur på et år forsøgte at stikke af over kirkegulvet i turbokravlende stil, var det et højtideligt øjeblik for både familien og resten af den halvfyldte kirke, som brød ud i klapsalver, da hele flokken på fem havde fået deres kirkelige velsignelse.

Også Bettina Nielsen, som er kommet kørende ind fra Dragør, har sin særlige begrundelse for at vælge dåben til. Mandag blev hendes journal efter længere tids sygdom lukket – og hun blev erklæret rask.

»Jeg har mange gange tænkt på at blive døbt, og vi har også diskuteret det løbende derhjemme. Da jeg hørte om den her mulighed i morges, kunne jeg mærke, at det er nu,« siger hun og læner sig i vindjakke og kondisko ind over døbefonten.

Ingen eksamen

For sognepræsten er der heller ikke tvivl om, at åbne kirkedøre og spontane dåbsbeslutninger har noget for sig.

»Folkekirken er ikke altid god til at være gæstfri, men man skal ikke bestå en eksamen eller tro på en bestemt måde for at blive døbt. Ritualerne kan godt virke autoritative, men folkekirken må aldrig blive en afskrækkende autoritet. Den skal være et favnende fællesskab,« siger Mette Gramstrup, som oplever en stigende interesse for tro og identitet f.eks. blandt sine konfirmander.

»Verden er en stor og uoverskuelig størrelse for mange, og samtidig bor vi i dag side om side med muslimer, som ikke er så bange for at tale om at tro. Det inspirerer de unge, når flygtninge kommer til landet og har mistet alt – familiefotografierne, gravpladsen derhjemme osv. Men de har en fælles tro – et skæbnefællesskab,« siger hun.