Fortsæt til indhold
Indland

Mand fundet død i Jelling - kæresten er anholdt

Den afdødes 27-årige kæreste er blevet anholdt og vil formentlig blive fremstillet bag lukkede døre.

Sydøstjyllands Politi modtog onsdag klokken 06.50 en anmeldelse om et dødsfald i Jelling.

Den afdøde er en 53-årig mand, hvis 27-årige kæreste var den, der ringede til politiet. Hun er efterfølgende blevet anholdt og vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag.

Manden blev fundet død på parrets fælles bopæl, og der er pga. omstændighederne ved dødsfaldet blevet iværksat en efterforskning med henblik på at afdække, om der ligger en forbrydelse bag, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Tekniske efterforskere, hundeførere og en retmediciner er onsdag i gang med at foretage undersøgelser på og omkring adressen.

Der vil blive foretaget en obduktion af den 53-årige for at fastslå dødsårsagen.

Når den 27-årige kvinde torsdag formentlig bliver fremstillet i grundlovsforhør, forventes det at blive bag lukkede døre, oplyser politiet.