Træboderne på Christiania er væk, men det er hashen ikke
De store graffitimalede træboder er fortsat ikke på Christiania, men det er til gengæld hashhandlen.
Christianitterne ryddede selv Pusher Street, under stor mediebevågenhed, den 2. september sidste år for at komme den ulovlige hashhandel til livs, men det har tilsyneladende ikke haft den store effekt.
Gense rydningen af Pusher Street fra september sidste år
Christianit: Nu har I al hashen, narkotikaen og elendigheden på jeres side af plankeværket
»Nu står de og sælger ved olietønder og små mælkekasser, og så er der nogen, der sælger fra lommen,« siger vicepolitiinspektør Dannie Rise, leder af Københavns Politis særlige indsatsgruppe, Taskforce Pusher Street.
Der er også igen kommet skilte op på Christiania, som fortæller, at der ikke må tages billeder ved Pusherstreet.
Det er forsat uklart, om der sælges mere eller mindre hash på Christiania end før rydningen af Pusherstreet.
»Vi må bare konstatere, at de her mennesker ikke afleverer nogle regnskaber, så det er lidt svært at komme med et stålsat bud på, hvor meget eller hvor lidt de sælger,« udtaler Dannie Rise.
Såfremt regeringens kommende bandepakke bliver vedtaget, hvilket alt tyder på, så får politiet omkring sommerferien mulighed for at lave en ny form for zoneforbud, som giver politiet flere beføjelser.
Dannie Rise ser gode muligheder i et nyt zoneforbud, som kan bruges på flere kriminelle rockere og bandemedlemmer.
»Det nye zoneforbud giver mulighed for at bortvise både dem, der står og handler hash, men også dem der medvirker til det. Det kan være vagter eller folk med andre funktioner, end lige at aflevere klumpen med hash og modtage pengene. I det nuværende zoneforbud kan man ikke bortvise folk, som kun medvirker,« siger han.
På sigt håber Dannie Rise, at det vil få folk, der ernærer sig ved hashhandel, til at undgå Christiania, men han indrømmer, at det bliver svært, for så længe at der personer, som ønsker at købe hash på Christiania, vil der også være et marked for det, og dermed også et incitament for de kriminelle.