Journalist og forfatter Frank Esmann er død

BERLIN

Esmann var overvejende kendt som radio- og tv-mand, der med sin dybe røst og nærmest encyklopædiske viden stod bag en række fremragende udsendelser om så forskellige emner som USA, Nordkorea, hjerneoperationer og den britiske forfatter John le Carré. Desuden var han forfatter til flere spændingsromaner og udenrigspolitiske værker.

Forud var imidlertid gået en længere karriere i den skrevne presse, først som journalistelev på Lolland, siden på Ritzaus Bureau, bl.a. som korrespondent i Warszawa, og fra 1968 til 1984 i Det Berlingske Hus. Her blev det unge multitalent sat ind på flere fronter; han var en myreflittig korrespondent og kommentator i London, og da han vendte hjem, styrede han mod Weekendavisen, hvor han blev chefredaktør 1978.

Den brede offentligheds kendskab til Esmann kom med hans ansættelse i Danmarks Radio, der sendte ham som korrespondent til Washington 1988 og videre til Berlin 1996. To år senere var han tilbage i København og bestyrede forskellige nyhedsprogrammer.

Esmann havde en energi og en nysgerrighed, som yngre kolleger kunne have svært ved at hamle op med. Dette, parret med stor hjælpsomhed og et åbent sind, gjorde ham særdeles vellidt og respekteret blandt de fleste, der mødte ham. En vis distraktion og en ofte buldrende humor hørte også med. Det var formentlig årsagen til, at en sag for godt en snes år siden, hvor passager i en biografi om USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger viste sig at være afskrift fra en amerikansk bog om samme emne, ikke for alvor skadede hans karriere. Esmann beklagede og blev uhyre påpasselig med kildeangivelser, og så gik livet videre.

Selv om Esmann bevægede sig i mediebilledet med stor hjemmevanthed, var det ingen selvfølge, at han skulle være journalist. Han voksede op i et håndværkerhjem i Odense – det fynske vandt undertiden over det gammelkøbenhavnske, når han talte sig ivrig – og ikke alene hovedet, men også hænderne var godt skruet sammen. Han kunne med stor dygtighed snedkerere i sommerhuset på Møn, og på ingen tid hænge gardiner op for en korrespondentkollega i Washington. Han gik til disse opgaver med samme entusiasme som til et interview med Hillary Clinton.

Men det er som journalist, han fortrinsvis vil blive husket. Evnen til at bevæge sig blandt høj og lav med samme selvfølge og respekt betød, at det meste, han rørte ved, blev overordentligt vellykket. I Washington kunne han den ene dag tale med tuberkuloseramte hjemløse og den næste med en rådgiver i Det Hvide Hus. Han havde en vis svaghed for skrøbelige regioner – Haiti var en favorit – og nød for et par år siden at undervise unge journalister i Yemen; men havde heller ikke noget imod at rapportere fra klassiske magtcentre. Frank Esmann var næsten altædende, når det gjaldt journalistik, om end kritisk og selvkritisk. Han brokkede sig sjældent, og kunne glæde sig, når nye mediegenerationer præsenterede helstøbte resultater. Men han kunne være noget bekymret over den stigende arbejdsbyrde, som mange unge journalister pålægges – både af hensyn til dem selv og kvaliteten af det, de skaber.

Esmanns sidste år var præget af svær sygdom, som han udadtil bar med næsten stoisk ro, bistået af sin hustru, journalisten Susanne Bernth. Ud over hustruen efterlader han to sønner – og et journalistisk værk, som vil blive stående længe.