Danmark skal sejle kemiske våben væk fra Libyen
At fragte kemiske våben ud af Libyen er en ønskeopgave for V-regeringen og forsvaret, der kan høste en masse internationale point, siger forsvarsekspert.
I 2011 var bomber fra danske jagerfly med til at vælte Libyens diktator Muammar Gaddafi.
Nu skal danske krigs- og fragtskibe deltage i en international, maritim operation, der skal fjerne og destruere resterne af de kemiske våbenlagre i det uroplagede og ustabile land i Nordafrika.
Det mener den danske regering, der den 15. august fremsætter et beslutningsforslag til hastebehandling i Folketinget om det danske bidrag til missionen.
Danmark har tidligere spillet en hovedrolle og leveret skibe, da Syrien for to år siden skulle tømmes for kemiske våben. Ifølge udenrigsminister Kristian Jensen vil en fjernelse af kemikalierne bidrage til stabiliteten i Libyen og sikre, at de ikke falder i de forkerte hænder. Han peger samtidig på, at Libyen gennem de seneste år har været præget af stor ustabilitet, der udnyttes af terrorgrupper som Islamisk Stat.
Ifølge forsvarsminister Peter Christensen handler operationen om at få transporteret kemikalier, der kan bruges til kemiske våben, væk, og derefter skal kemikalierne destrueres, så de ikke falder i de forkerte hænder.
Erfaring fra Syrien
»Danmark har værdifulde erfaringer fra borttransporten af kemikalier fra Syriens kemiske våbenprogram i 2013-2014. Forsvaret er i gang med at kigge på, hvordan Danmark kan bidrage til at løse opgaven. Fra regeringens side er vi klar til at påtage os en rolle og håber på bred opbakning i Folketinget til dansk deltagelse,« siger Peter Christensen i en pressemeddelelse.
Regeringens tiltag kommer efter, at FN’s Sikkerhedsråd den 22. juli vedtog en resolution, der bakker op om, at resterne af Libyens kemiske våben skal bortskaffes. Sikkerhedsrådet opfordrede desuden det internationale samfund til at støtte missionen.
Det er Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), der har besluttet at hjælpe samlingsregeringen Libyen med at destruere resterne af de kemiske våbenlagre. OPCW, der i 2013 fik Nobels fredspris for sit arbejde med at afskaffe kemiske våben, overvåger, at landene overholder den internationale konvention, der forbyder brug, udvikling, fremstilling og oplagring af kemiske våben.
En dansk ønskeopgave
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, forsvarsekspert og lektor ved Forsvarsakademiet, kan det danske bidrag være med til at redde menneskeliv og sikre, at de kemiske våben ikke ender i hænderne på Islamisk Stat eller andre ekstremister eller oprørsgrupper. Samtidig kan Danmark – som det var tilfældet i Syrien – få en masse skulderklap fra stormagterne, der alle støtter missionen.
Det er en ønskeopgave for politikerne og forsvaret. Danmark kan med en lille og relativ kortvarig indsats høste en masse internationale point.Peter Viggo Jakobsen, , lektor ved Forsvarsakademiet
»Det er en ønskeopgave for politikerne og forsvaret. Danmark kan med en lille og relativ kortvarig indsats høste en masse internationale point. Det er det, som politikerne hele tiden drømmer om at bruge forsvaret til, og når det så samtidig ikke er alt for farligt, og man ikke kan kritiseres for at slå nogen ihjel, er det jo dobbelt fantastisk,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Han ser også andre mulige gevinster for Vesten i at få ryddet op i Libyen:
»Hvis dette kan være en bro, der kan begynde at bidrage til en stabilisering af Libyen, er det i høj grad også i dansk, europæisk og vestlig interesse, fordi der kommer en pokkers masse flygtninge derfra,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Allerede i 2004 tilsluttede Libyen sig den internationale konvention og indledte en destruktion af landets kemiske våben. Ifølge nyhedsbureauet AP rådede Libyen den gang over 24,7 ton sennepsgas, 1.390 ton andre kemikalier og over 3.000 bomber med kemiske våben.
Men destruktionen blev sat i stå, da en Nato-ledet operation i 2011 væltede diktatoren Muammar Gaddafi. Der mangler ifølge AP stadig at blive destrueret 850 ton, som OPCW angiveligt for et par uger siden flyttede til et sikret sted ved kysten, hvor det nu afventer afhentning.
Gaddafi-våben i omløb
Gaddafis fald i 2011 førte også til en spredning af libyske våben ud i de omkringliggende lande. Islamiske krigere har ifølge FN overtaget mange våben fra lagrene. Nogle våben er endt hos islamiske krigere i Mali, hvor danske soldater i øjeblikket er en del af FN’s fredsbevarende styrke og dermed risikerer at møde disse våben.