1940: »Det kunne han da i det mindste have ladet være med at sige!«

Hjortkær er en typisk landsby omkranset af gårde en halv snes kilometer nord for stationsbyen Bramming i Sydvestjylland. Her som alle andre steder i landet havde vinteren 1940 været lang og streng, så jorden var kun frostfri i en plovfures dybde. Meget arbejde var blevet udskudt på grund af vinterens frost. For at nå forårets mange gøremål var den 21-årige Vagn Husted tidligt i gang den 9. april 1940. Denne tirsdag morgen gav han et nap med på sine forældres marker, men ellers var han fem af ugens dage lejet ud som karl.

Han hørte de første flyvemaskiner med kurs nordpå. Trods tågen kunne de skimtes i silhuet. Han forbandt ikke overflyvningerne med noget usædvanligt. Det var først, da hans mor lidt senere fortalte, hvad radioen meddelte, at det blev klart for ham, at tyskerne var ved at besætte landet. Hun havde mødt naboens søn, der havde sagt: »Så er der ikke noget ved at leve mere.« Vagn sagde til sin mor, at nu kunne det være, at han skulle indkaldes.

Han blev ikke indkaldt. Tværtimod kunne Vagn om aftenen i radioen høre kongens formaninger om at forholde sig i ro og passe sin dont. »Det kunne han da i det mindste have ladet være med at sige!« udbrød Vagn.

Danmark kapitulerede

Kongens ord udtrykte selve essensen i det, som vi senere har kaldt samarbejdspolitikken. Efter kortvarige kampe i Sønderjylland – de sluttede midt på formiddagen – kapitulerede Danmark. Ved kamphandlingernes begyndelse havde den tyske regering lovet Danmark ”politisk uafhængighed”, hvis regeringen sikrede tysk militær uhindret operation i landet. Løftet om politisk uafhængighed betød, at det politiske system og den offentlige forvaltning fik lov at virke uden indblanding – på nær på det udenrigspolitiske område, hvor Danmark blev forhindret i at pleje politiske og handelsmæssige forbindelser med Tysklands fjender.

Med det meste af den politiske uafhængighed intakt fik Danmark betydelige fordele. Mens der i andre besatte lande blev oprettet tyske forvaltninger og indsat marionetregeringer, blev Danmark styret af danske myndigheder, ligesom det politiske system fra Folketing til sogneråd var intakt. Det gav myndighederne mulighed for at beskytte befolkningen mod krigen og besætternes vilkårlige herredømme. Modydelsen var, at myndighederne forhindrede enhver modstand mod besættelsesmagten.

Herre i eget hus

I begyndelsen af besættelsen gav det ikke større problemer. Da den første forskrækkelse havde lagt sig, kunne en rystet befolkning ånde lettet op. Vel føltes det uvirkeligt og ydmygende, at landet var blevet besat på kun et par timer, men man var blevet forskånet for de hundredvis af tabte menneskeliv og massive ødelæggelser, som eksempelvis Nederlandene led under Rotterdams bombardement. Frem for alt var man stadig nogenlunde herre i eget hus, og man undgik den brutale undertrykkelse, andre besatte lande led under. Konge og politikere sagde beroligende, at det nok skulle gå, hvis danskerne stod sammen og adlød myndighederne.

Det gjorde de fleste under det meste af krigen. Men nogle sagde fra og gik til modstand. Især i de større byer.

På landet gik det anderledes fredeligt for sig. Som krigen for Vagn var begyndt midt i arbejdet, sluttede den også. Ved middagstid den 4. maj 1945 hørte han nyt fra BBC. Han skyndte sig tilbage til kammeraterne i mosen, hvor de gravede tørv: »Englænderne står ved Danmarks sydgrænse. Muligvis er de under hurtig fremrykning op gennem Jylland!«

Vagn Husted fik ikke hørt BBC om aftenen, men fik besked om befrielsen dagen efter.

»Selvfølgelig var vi ude på landet lige så glade som dem i byerne, men vi var nok lidt mere afdæmpede og ikke så højrøstede. Enkelte forsøgte at drikke sig fulde af bare glæde den 5. maj. Det forstod vi ikke i mosen, hvor jeg arbejdede. Vi tænkte end ikke på, at man kunne holde fri fra arbejdet på en sådan festdag. Holde fri kunne man gøre om søndagen samt på højtidsdage.«