1948: Pædagogikken ændrede sig, og børnene blev mere selvhjulpne end disciplinerede
Kvinderne kom i stor stil på arbejdsmarkedet. Dermed vandt fabriksbørnehaver frem, og børnene blev opdraget til at kunne klare sig selv.
I 1948 blev der indviet en fabriksbørnehave i tilknytning til Dehns Vaskeri i Gladsaxe. Fabriksbørnehaver var sammen med de såkaldte krisebørnehaver tidens svar på, at stadig flere kvinder ønskede pasning til deres børn, og at fabrikkerne søgte efter kvindelig arbejdskraft. I Gladsaxe var der behov for fabriksarbejdersker til en helt ny fabrik, som ligesom institutionen var tegnet af Poul Henningsen (1894-1967) i det sidste nye skrig inden for funktionalismen. Det var vask, stryg og rul på samlebånd, PH-lamper i loftet og en indgangsport med fabrikkens navn i meterhøje bogstaver.
Kvinderne kom med Farumbanen fra Nørrebro og kunne lige nå at aflevere deres børn, inden fabriksfløjen lød. Fra vinduerne i kantinen kunne de følge med i livets gang på legepladsen og komme med tilråb til deres poder, hvis ikke de ligefrem blandede sig i pædagogikken. Det gav anledning til en række sammenstød, for som vuggestuen og børnehaven var opført i ny progressiv stil, gik pædagogikken ud på at gøre børnene mere selvhjulpne end disciplinerede.
Den nye institutionstype havde imidlertid et omdiskuteret renommé i den pædagogiske verden. Her gik man som hovedregel ind for halvdagsbørnehaver, hvilket på ingen måde hjalp de kvinder, der gik på arbejde dagen lang. På Kvindeligt Arbejderforbunds kongres i juni 1945 blev der stillet forslag om, at det offentlige skulle yde støtte til at løse børnehavepasningsproblemet, og alle arbejdsgivere skulle pålægges at oprette børnehaver og vuggestuer. Resolutionen blev enstemmigt vedtaget.
Med i planlægningen af fabriksbørnehaven var Tutti Lütken (1914-2012), som havde projekteret flere institutioner i tilknytning til boligselskabet KAB’s sociale boligbyggerier. Så PH var ikke i tvivl om, at hun var den rette person til ’Myndighedskineseri’. Der var i høj grad brug for hendes ekspertise, for Poul Henningsen og hans to med-arkitekter ønskede at udfordre tidens firkantede og hygiejniske daginstitutioner, hvor de mindste opholdt sig i deres tremmesenge det meste af dagen, og de større børn sad pænt ved små borde og legede. Små og store børn skulle lege sammen, og på legepladsen skulle der være fest og ballade.
Et tidligere drivhus blev indrettet til legehus, overskydende jord blev til en jordhøj med sneglegang, og et kastanjetræ blev plantet midt i sandkassen. Indenfor var rutsjebane og hems, hvor der var plads til stilleleg, mens der var købmand nedenunder. Der var farver på paletten, og alle rør og radiatorer blev malet mønjerøde, så man kunne følge varmens vej rundt i huset. Arkitekterne gjorde det af med de lange gange og de mange ubrugte kvadratmetre. I stedet fik hver børnegruppe et lille rækkehus, hvor de spiste, legede og sov. ”Arkitektur er Oplevelse, Forundring og ny Oplevelse. Et Børnehjem er en lille Udgave af Tivoli som med sin zig-zag Promenade har løst de Voksnes Problem at saa mange som muligt kan opleve saa meget som muligt paa det mindst mulige Aareal”, fortalte PH på et forældremøde.
Fabriksbørnehaverne havde deres storhedstid i 1940’erne. Men det var ikke uden problemer. Kvinderne følte sig stavnsbundne og skulle cykle langt med børnene, ligesom det ikke var alle fabriksejere, der var besjælede af filantropiske tanker. De sociale boligselskaber tog i stigende grad over, da de kunne få statstilskud til institutionsbyggeri, hvis det blev opført samtidig med lejlighederne, og der kom flere private og kommunale institutioner til i løbet af 1960’erne. Men det var først i 1964, at institutionerne ændrede status fra social forsorg til almenpædagogiske tilbud. Ventelisterne var imidlertid alenlange, så der blev kæmpet for flere daginstitutioner. I 1998 lovede statsminister Poul Nyrup Rasmussen pasningsgaranti for alle børn over 1 år på kommunernes vegne. Danmark blev i de følgende år det land i Norden, hvor færrest 1-årige blev passet af deres forældre. Forklaringen var ikke kun den relativt korte danske barselsorlov, men også at det siden 1960’erne var blevet en udbredt opfattelse, at selv helt små børn havde godt af at møde andre børn tidligt i livet.