1942: Swingdillen ramte den danske ungdom

I foråret 1942 begyndte pressen at rapportere om swingpjattere. Det var danske unge, som klædte sig i mærkværdigt tøj og flokkedes om de danske swingstjerner Leo Mathisen (1906-1969), Svend Asmussen (født 1916) og Kai Ewans (1906-1988). Politiken var først ude, men Billed-Bladet og andre ugeblade bragte snart fotoreportager, der for den almindelige læser satte billeder på swingpjatterne.

Det var i første omgang swingpjatternes specielle påklædning, der vakte mediernes interesse. Drengene var i stumpende, vide bukser og store jakker, og ikke mindst var deres hårlængde anselig målt efter tidens normer. Pigerne var klædt i herrejakker, skotskternede, plisserede nederdele og ofte hvide knæsokker. De blev kendt for deres vilde dans, og med deres flagrende nederdele, store jakker og lange hår tog de sig godt ud på billeder i den populære ugepresse.

At swingpjatterne kom i pressens søgelys i løbet af besættelsestiden gjorde, at de i eftertiden ofte er blevet opfattet som et udtryk for ungdommens modstand mod den nazistiske besættelsesmagt. På mange måder repræsenterede swingpjatterne med deres dyrkelse af amerikansk jazz, langt hår og løssluppen dans da også det stik modsatte af den nazistiske ideologi. Swingpjatterne opstod dog ikke som en konsekvens af besættelsen og danske unges ønske om at udtrykke modstand mod nazismen. De opstod på grund af den fremstormende amerikanske populærkultur og blev den første af en lang række ungdomssubkulturer.

Omdrejningspunktet for swingpjatternes subkultur var interessen for swingmusik, der både var tidens popmusik og den fremherskende stilretning inden for jazz. Danske jazzmusikere havde spillet swing siden midten af 1930’erne, og i biograferne kunne man både se og høre swing i amerikanske film. Blade (bl.a. Tempo fra 1932) rettet mod unge begyndte at udkomme i dette tiår, og her var blikket ofte også rettet mod USA. Men selv om swingmusikken havde et dansk publikum allerede i 1930’erne, var det især musikkens amerikanske ophav, der havde mediernes interesse. Amerikanske musikere og ikke mindst deres unge fans faldt godt i tråd med den generelle opfattelse af USA som et eksotisk sted og et overflødighedshorn af underholdning og materiel velstand. Det var således først, da de danske mediers adgang til billeder og nyheder om USA blev begrænset som følge af verdenskrigens udvikling, at også swingdillens danske udøvere blev interessante for de danske medier.

Swingmusikken opnåede mod slutningen af 1930’erne særdeles stor popularitet blandt unge over det meste af den vestlige verden. I USA var der blandt hvide middelklasseunge opstået en decideret swingkultur, hvor man ikke blot lyttede til swing, men også dansede jitterbug. Billeder af de unge jitterbugdansende amerikanere fulgte ofte billeder af swingmusikere i den populære billedpresse. Swingmusik og swingfans var altså ikke noget nyt fænomen i danske medier i 1942. Det nye var kun, at man skrev om danske swingfans. I USA, i Storbritannien, i Frankrig, i Sverige, ja selv i Tyskland var der unge, som dyrkede swingmusik, og alle var de i film og blade blevet præsenteret for de samme billeder af amerikanske swingfans. De danske swingpjattere var således først og fremmest en del af en global ungdomskultur. Deres forbilleder var de amerikanske swingfans, som de forsøgte at kopiere så godt som muligt.

Efter besættelsens ophør blev adgangen til nyheder om den amerikanske underholdningskultur hurtigt genetableret, og mediernes interesse for de danske swingpjattere ophørte. Det er dog ikke ensbetydende med, at swingkultur og jitterbugdans forsvandt. I anden halvdel af 1940’erne og i 1950’erne blev swingkulturen i Danmark dog udfordret af nye impulser fra den amerikanske jazzscene, nemlig beboppen og revivalstilen. Swingkulturen blev oftest noget, man hørte om i forbindelse med jitterbugkonkurrencer. Den blev triviel. Man skal op i midten af 1950’erne, før swingkulturen atter skabte røre i den danske offentlighed, da den blev relanceret under navnet rock’n’roll.

Se flere artikler i serien her.