1933: Forlig reddede det danske samfund fra at vælte
Kanslergadeforliget skulle afhjælpe den truende krise i det danske samfund.
”Vi kan vel tage et glas til afsked.” Statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) bød d’herrer fra Venstre, koalitionspartneren Det Radikale Venstre og sine egne partifæller en sjus ud på natten den 30. januar 1933. Stedet var statsministerens lejlighed i Kanslergade på Østerbro i København. De ti politikere var udmattede. De havde forhandlet i ca. 20 timer for at nå frem til en aftale, der kunne afværge den varslede storlockout på arbejdsmarkedet og afhjælpe landbrugets afsætningsproblemer og gældsbyrder. Endelig ville de reformere socialpolitikken. Det var krisetid oven på den store depression efter Wall Street-krakket i 1929, og i Danmark truede kombinationen af arbejdsløshed, et gældsplaget landbrug og uro på arbejdsmarkedet med at vælte samfundet over ende. Sådan sagde Stauning i hvert fald i avisen et par dage tidligere. Men man kunne alligevel ikke nå til enighed.
Staunings samlever Augusta Erichsen – de levede papirløst (!) – havde holdt herrerne med vådt og tørt i samtlige 20 timer. Nu måtte hun i kælderen efter whisky. Afskedsstemningen – og antagelig også whiskyen – skabte en løsere atmosfære, og i løbet af kort tid talte politikerne sig frem til en aftale. Kanslergadeforliget, der hyppigt omtales som det største forlig i landets politiske historie, var en realitet.
Forliget var komplekst. Venstre fik billigere lån til landbruget og en devaluering af kronen, så landbrugseksporten ville få lettere kår. Socialdemokratiet fik en forlængelse af overenskomsterne og afblæste dermed lockouten, ligesom partiet fik store, offentlige anlægsarbejder, der ville gavne beskæftigelsen. Endelig lovede Venstre ikke at stemme imod en stor socialreform udformet af socialminister K.K. Steincke (1880-1963). Socialreformen var en omfattende sanering og sammenskrivning af mange eksisterende socialpolitiske lovkomplekser. Men den rummede også helt nye tanker. Først og fremmest fremhævede den rettighedsprincippet, så hel eller delvis offentlig forsørgelse ikke længere skulle betragtes som almisser og gives ud fra skønsprincipper. Det var nu en rettighed, som enhver dansk borger kunne nyde godt af. Socialreformen kaldes ofte fødslen af den moderne danske velfærdsstat.
Stauning var blevet statsminister igen i 1929 – med Det Radikale Venstre som koalitionspartner. Det var en regering med flertal i Folketinget. Men Landstingsflertallet bestod stadig af Venstre og Konservative, så et af partierne skulle med i et forlig, hvis der skulle lovgives. 1930’ernes økonomiske krise krævede en handlekraftig og manøvredygtig regering. Efter den korte regeringsperiode i midten af 1920’erne havde Stauning statsministererfaring og handlekraft. Manøvredygtigheden hjalp oppositionen godt med til. For efter at den nye konservative formand John Christmas Møller (1894-1948) væltede Venstres regering i 1929, var de to oppositionspartier i konstant konkurrence med hinanden. Stauning skulle bare antyde, at han ville lave forlig med Det Konservative Folkeparti, så stod Venstre klar til at samarbejde – og omvendt.
Ved valget i 1935 gik Socialdemokratiet til valg på sloganet ’Stauning – eller Kaos’ og vandt 46 % af stemmerne. Den absolut højeste stemmeandel for partiet nogensinde. Socialdemokratiet var nu ikke længere kun et arbejderparti. Det var et folkeparti.
I slutningen af 1930’erne stod Stauning på højdepunktet af sin karriere. Han var den helt centrale magtfaktor i dansk politik og sit partis ubestridte, beundrede og respekterede leder. For mange arbejdere var han et inspirerende symbol på den sociale, kulturelle og demokratiske udvikling, han og Socialdemokratiet havde været med til at forme siden århundredeskiftet. Besættelsen ramte ham dog hårdt og truede med at styrte hans politiske livsværk i grus. For at redde, hvad reddes kunne, blev han derfor mere tilpasningsvillig over for besættelsesmagten end de fleste andre i partitoppen. For nogen skæmmer det hans eftermæle. Stauning døde i 1942, tre år før befrielsen af Danmark.