Drengen, der blev kristen muslimhader og siden glødende islamist

Hele Belal El-Khatibs 25-årige liv har været en lang søgen efter et fællesskab, han kunne være en del af, og som ville acceptere ham. Undervejs har han opsøgt ekstremer, der med en gennemsnitsdanskers øjne kan være svære at forstå, men for ham giver det stadig god mening. Også selvom han nu fortryder nogle af de ting han har gjort.

Barndomshjemmet, et toetagers gulstensrækkehus, ligger i et nydeligt boligkvarter med lave klippede bøgehække. I de mikroskopiske forhaver, står der cykler og krukker med stauder og krydderurter, og på de smalle veje mellem husene leger kvarterets børn. Her voksede han op i en forstad til Roskilde, sammen med forældrene, to yngre søskende og tre halvbrødre fra faderens forrige ægteskab.

Familien var muslimer, men de var ikke praktiserende, og i barndomshjemmet lagde man ikke mere vægt på religion, end man gør i et gennemsnitligt kulturkristent dansk hjem.

Kontakten med forældrene var begrænset. De havde travlt med at arbejde. Faderen var rengøringsassistent og moderen pædagogmedhjælper. Og en handicappet lillebror optog det meste af moderens fritid.

»Jeg havde et meget løst bånd til mine forældre. Der var ikke rigtigt nogen regler. Jeg kunne gøre, hvad jeg ville, og sige, hvad jeg ville,« fortæller Belal El-Khatib om opdragelsen i barndomshjemmet, som han har et ambivalent forhold til.

»Hvis der havde været fastere rammer, var jeg jo ikke blevet til den person, jeg er i dag,« siger han og tilføjer efter nogle sekunders overvejelse:

»Hvis jeg kunne lave om på det, så ville jeg gerne have haft nogle fastere rammer.«

Når han en dag selv får børn, vil han opdrage dem i fastere rammer og med mere fokus på at give dem grundlæggende værdier i livet.

»De skal have en opdragelse, der bygger på kærlighed og tolerance til andre mennesker, og de skal gå i en skole, der lærer dem om islam. Man kan så nemt få et vrangbillede af islam. Det vil jeg gerne modvirke.«

Sådan et vrangbillede fik han selv i teenageårene, hvor han, inspireret af de danske venner han hang ud med, mente, at islam var en religion satan havde skabt.

»Jeg blev overbevist om, at islam var ond og muslimer var farlige, og jeg udviklede ekstremt racistiske holdninger. På mange områder var jeg mere ekstrem end mine venner.«

Det var en kurs, der senere fik ham til at ændre navn, blive kristen og melde sig ind i Dansk Folkepartis Ungdom.

I skolen var Belal El-Khatib, efter eget udsagn, afholdt, men han skilte sig ud fra de andre børn. Han var ikke som etnisk danske Camilla og Christian, og han var ikke som de andre indvandrerbørn, der så skævt til ham, fordi hans forældre kom fra Israel.

I de første skoleår på Østervangskolen i Roskilde brugte han mest fritiden på at sidde hjemme og læse både skøn- og faglitteratur. Han sugede til sig og udviklede et ordforråd, der var større end kammeraternes.

»Jeg brugte ofte ord de ikke forstod, og mit sprog var vist lidt gammeldags. Jeg kunne rigtig godt lide H.C. Andersen og Dan Turell,« fortæller han.

Derfor fortrak han ofte voksenselskab frem for sine jævnaldrende.

»De forstod mig bedre og tog mig mere alvorligt end mine klassekammerater, og de gav mig intellektuelt modspil og noget at reflektere over.«

»Jeg tænkte meget over livet og følte, at jeg skulle være taknemmelig for mange af de ting, som mine klassekammerater tog for givet. Når jeg hørte, hvordan min familie i Israel havde det, var det tydeligt, at jeg havde det meget bedre og havde mange flere muligheder i Danmark. Jeg forstod ikke, hvorfor mine jævnaldrende ikke satte mere pris på det,« forklarer Belal El-Khatib.

Derfor følte han også, at han skulle være mere dansk end alle andre, og når klassekammeraterne i klassens time blev bedt om at karakterisere hinanden, var det oftest Belal El-Khatibs danskhed, der blev fremhævet.

»Jeg så ikke mig selv som en indvandrer, og jeg ville ikke have noget med de andre indvandrerdrenge at gøre,« fortæller han.

Da puberteten kom, omgikkes han kun etnisk danske venner, og gradvist udviklede han et endnu mere intenst ønske om at lægge afstand til indvandrere og muslimer, og han blev mere og mere islamofobisk.

Han begyndte at farve sit hår lyst, brugte solbeskyttelse om sommeren for ikke at blive mørkere i huden og begyndte at bruge blå kontaktlinser. Han gjorde alt hvad han kunne for at blive dansk.

Da han var 16 år, meldte han sig ind i Dansk Folkepartis Ungdom i Roskilde, hvor man tog imod ham med kyshånd. Her jublede man over, at få et ungt menneske, der havde vendt islam ryggen som medlem. Kort efter blev Belal El-Khatib formand for foreningen, og han tordnede mod muslimske kvinders tørklæder og for stramninger af indvandring og statsborgerskab.

»Dengang troede jeg fuldt og fast på, at det ville være mine holdninger resten af livet,« siger Belal El-Khatib.

I dag undskylder han sin tid i Dansk Folkeparti, og de ting han sagde.

»Nu kan jeg godt kan se, at jeg krænkede og sårede en masse mennesker, og det fortryder jeg og undskylder.«

Fællesskabet i den politiske ungdomsorganisation kunne ikke mætte hans hunger efter at blive endnu mere dansk. Belal El-Khatib blev kristen og ville have et dansk navn. Efter en del forsøg fandt han et, han syntes lød godt. Så tog han navneforandring til Rasmus Dahl Damgaard.

»Jeg ville gerne accepteres som dansker, og bevise over for andre, at jeg var rigtigt dansk.«

Hans forældre blev rasende og konflikten resulterede i, at han med kommunens hjælp flyttede hjemmefra.

Da han efter et halvt år flyttede tilbage til barndomhjemmet, hed han stadig Rasmus, var stadig kristen, med håret farvet lyst og blå kontaktlinser. Det gav anledning til mange konflikter i hjemmet og med omverdenen.

Ifølge Belal El-Khatib betragter forældrene sig stadig som gæster i Danmark, og gør hvad de kan for at tilpasse sig. De havde det skidt med al den opmærksomhed, som sønnen var skyld i.

»Mine forældre havde svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke ville hedde Belal, hvorfor jeg ikke bare kunne passe min skole, passe mit arbejde og lade være med at skabe så mange problemer for dem. Mine forældres venner sagde, at min far ikke havde styr på mig, og det var en stor skam for ham.«

Da Belal El-Khatib blev 18 år lod han sig kristendøbe i Roskilde Domkirke, begyndte at læse Biblen og gik regelmæssigt til gudstjeneste.

Han manglede dog noget i den danske folkekirke.

»Der var for meget sang og for lidt bøn, og jeg manglede noget taknemmelighed over for gud.«

Det fandt han i den koptiske menighed på Nørrebro. Her førte han lange samtaler med præsten, og med tiden fik han et mere nuanceret syn på islam og muslimer. Erkendelser der til sidst fik ham til at melde sig ud af Dansk Folkeparti.

»I dag kan jeg godt se, at jeg lod mig bruge politisk, fordi jeg kunne sige ting om muslimer med større vægt, end de selv kunne,« siger han.

Under sine bibelstudier opdagede Belal El-Khatib, at Biblen er fuld af selvmodsigelser, og han opdagede, at der findes mange forskellige udgaver af Biblen.

»Det havde jeg svært ved at forstå. Hvis Biblen virkelig er Guds ord, hvorfor er den så omskrevet flere gange? Hvorfor er den så ikke perfekt? Hvorfor indeholder den så selvmodsigelser?« spørger han og beretter, at det fik ham til at tvivle på, om kristendommen virkelig var hans religion.

Da den koptiske menighed i 2013, i anledning af den muslimske fastemåned, ramadan, afholdt fællesmiddag for alle religioner, mødte Belal El-Khatib en imam, som han diskuterede dette med, og imamen overbeviste ham om, at han skulle vende tilbage til islam.

Det udløste endnu et 180 graders kursskifte. Samme dag skrottede han navnet Rasmus og tog Belal tilbage, fremsagde den muslimske trosbekendelse og konverterede til islam. Han begyndte at bede fem gange om dagen og begyndte også at lære arabisk, så han bedre kunne læse Koranen.

I dag har han altid koranen på sig og bekender sig til en ortodoks og ultra-konservativ fortolkning af islam, der kæmper for et verdensomspændende muslimsk kalifat, styret af sharia-lov.

»Jeg er overbevist om, at Sharia er den rette styreform for et samfund, der kan indeholde alle mennesker. Jøder, kristne og muslimer,« siger Belal El-Khatib og pointerer i samme åndedrag, at han ikke vil bruge vold.

»Vi skal bruge samtale og argumenter til at overbevise folk om, at kalifatet er den bedste styreform for alle.«

Ligesom da han var kristen og medlem af Dansk Folkeparti, er han nu overbevist om, at han har fundet det, han søgte efter. Fundet det ideologiske og spirituelle anker og det fællesskab, han hele sit liv har higet efter.

Adspurgt kan Belal El-Khatib godt se, at det kan være svært at tage ham alvorligt, når han endnu en gang har taget et så markant skifte i sit liv.

»Folk udvikler sig og bliver klogere hele livet. Jeg ved med mig selv, at jeg har fundet endestationen for min søgen, og hvis folk ikke tror på det, må mine handlinger bevise det.«