Fortsæt til indhold
Indland

26-årig blev fængslet for groft hærværk

Søndag vil 10 præster og 500 borgere danne glædesring omkring hærværksramt asylcenter på Djursland.

Lars From

Politiet reagerede hurtigt og resolut, da man allerede torsdag aften kunne anholde en 26-årig mand for at begå hærværk og sætte en minibus i brand ved et asylcenter på Djursland natten til torsdag.

Især ildspåsættelsen af minibussen, der i værste fald kunne have ført til en regulær katastrofe på centret og for de ca. 120 beboere, fik både politikere, myndigheder og politi samt de berørte naboer og ikke mindst beboerne på asylcentret til at reagere voldsomt.

Den 26-årige, der kommer fra lokalområdet omkring den lille landsby Lyngby på Djursland, blev fredag efter et grundlovsforhør i Retten i Randers varetægtsfængslet i fire uger.

Lederen af efterforskningen hos Østjyllands Politi, vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, forklarer, hvorfor politiet ser så alvorligt på episoden:

»Det var især ildspåsættelsen og det, at han skrev, at dette var første advarsel – og dermed indikerede, at han ville komme igen – der gjorde sagen så alvorlig,« forklarer Lars Peter Madsen.

Politiet har i første omgang kun sigtet den 26-årige for hærværket og brandattentatet natten til torsdag og ikke for de to tidligere tilfælde af hærværk, der er begået mod det samme asylcenter det seneste halve år.

»Nu skal vi efterforske videre og se nærmere på de beviser, vi har sikret os. Samtidig har vi forberedt os på en måde, så vi kan håndtere, hvis der skulle komme andre tilfælde af hærværk eller ildspåsættelser på det samme center,« lyder det.

Den 26-årige blev anholdt på sin egen bopæl, hvor politiet også efterfølgende gennemførte en ransagning.

Præster danner glædesring

Som reaktion på hærværket og brandattentatet på Djursland har præster fra flere sogne på Djursland besluttet, at de søndag sammen med borgere fra netværket ”Venligboerne” vil danne en såkaldt glædesring omkring asylcentret Lyngbygaard for at vise deres støtte til centret og dets beboere samt protestere mod hærværket og brandstiftelsen.

Omkring 10 præster ventes at deltage i aktionen – iført deres præstekjoler – ligesom de inden da vil holde andagt i Lyngby Kirke søndag klokken 13.15, hvor også muslimer vil være meget velkomne. Som provst Anders Holt forklarer:

»Vi er blevet spurgt, om vi præster ikke vil være med til at vise omsorg for de mennesker. Det vil vi. Derfor er vi en del af den glædesring, der bliver dannet omkring centret søndag,« fortæller Anders Holt.

»En ting er, når folk maler hagekors og tegner graffiti, men når først der bliver stukket ild til en bil, virker det voldsomt. Jeg har også hørt lidt om, hvor voldsomt det har virket på dem, der bor på centret.«

»Derfor kommer vi til andagt i Lyngby Kirke, hvor jeg forventer rigtig mange gæster herunder folk fra asylcentret, hvor det også vil være helt o.k., hvis muslimer har lyst at deltage. Herefter går vi nok hen forbi asylcentret og hilser på, inden vi danner glædesringen.«

Anders Holt har aldrig tidligere deltaget i en lignende aktion.