Hjælp på vej til den østjyske motorvej
En udvidelse af den østjyske motorvej ved Aarhus kan laves både billigt og hurtigt, viser beregninger fra Vejdirektoratet.
Ved at inddrage en meget bred midterrabat på motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg kan man måske løse et af Danmarks for tiden største trafikproblemer.
Ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og transportminister Magnus Heunicke (S) kan der være en både billig og hurtig løsning på vej for slippe af med de voldsomme trafikproblemer på den østjyske motorvej E45.
»På strækningen mellem Aarhus og Skanderborg syd er der en meget bred midterrabat – og forundersøgelser fra Vejdirektoratet viser, at man her forholdsvis overkommeligt vil kunne etablere et ekstra motorvejsspor i hver retning ved at inddrage midterrabatten,« forklarer Kirsten Brosbøl, der i går var i Skanderborg sammen med transportministeren for med egne øjne at se på forholdene.
»Beregninger viser samtidig, at det vil kunne laves for omkring en halv mia. kr. – og at udvidelsen vil kunne være færdig, ca. to et halvt år efter at man har besluttet at gå i gang.«
En udvidelse af den østjyske motorvej er nu højeste prioritet for Socialdemokratiet, men før gravemaskinerne kan gå i gang, skal forligspartierne bag trafikforliget først være enige, ligesom Miljøministeriet skal have undersøgt, om man kan igangsætte projektet uden først at lave en ny VVM-undersøgelse.
»Vi ved, at andre partier rejser rundt med et forslag om at bygge en Hærvejsmotorvej – men det ændrer ikke ved, at der er et akut behov for en løsning af trafikproblemerne på E45. Og både samfundsøkonomisk og miljømæssigt vil det være bedre at udvide E45 frem for at bygge en ny Hærvejsmotorvej,« mener Kirsten Brosbøl, der vil have lavet en masterplan for en løsning af trafikproblemerne helt fra Randers til Vejle.
Mens mange østjyske borgmestre i årevis har klaget over de alvorlige trafikproblemer på E45, hvor trafikken stort set hver eneste morgen og eftermiddag bevæger sig fremad i sneglefart, har andre midtjyske borgmestre talt for at bygge en helt ny Hærvejsmotorvej ned gennem det centrale Jylland. En motorvej, der vil koste op mod 20 mia. kr.