Fortsæt til indhold
Indland

246.000 danskere tjekker ikke den digitale post

Unge under 18 år, ressourcesvage og ikke-dansktalende borgere har stadig ikke været inde og tjekke deres digitale postkasse.

246.000 danskere har post liggende i deres digitale postkasse, som de ikke har læst endnu. Mange af dem har slet ikke åbnet den digitale postkasse, og det er selvom ordningen med, at al post fra det offentlige sendes digitalt, trådte i kraft fra den 1. november 2014.

Det skriver Berlingske.

Helle Junge Nielsen, der er kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, fortæller til avisen, at det er en meget sammensat gruppe af mennesker, som det drejer sig om.

Det er blandt andet unge under 18 år, ressourcesvage og ikke-dansktalende borgere, der ikke har ulæst post eller slet ikke har været inde og kigge på deres digitale postkasse.

Ud af de 246.000 borgere er der omkring 74.000, der har ulæst post i deres digitale postkasse. De har alle angivet enten en e-mailadresse eller et mobilnummer, som de efterfølgende er blevet gjort opmærksomme på, at de har ulæste breve.

De resterende 172.000 borgere ud af den kvarte million har slet ikke været inde og kigge i deres postkasse på nettet. De har ifølge Helle Junge Nielsen alle modtaget et brev, hvor de er blevet gjort opmærksom på vigtigheden i at læse sin digitale post.

Men der er ikke nogen tvivl om, at der skal gøres noget.

Kontorchefen i Digitaliseringsstyrelsen fortæller, at der blandt andet bliver sat ind på Facebook over for de unge, som ikke har trykket sig ind og set deres digitale post endnu.

”Her bliver de mindet om, at de får posten fra det offentlige digitalt, og at de skal huske at indtaste e-mailadresse og mobilnummer, så de får besked, når der er ny post,” siger hun til Berlingske.

En af grundene til, at folk ikke åbner deres digitale post, er, at NemID er for besværligt, påpeger Jesper Bull Berger, der forsker i brugerdreven IT-innovation på Roskilde Universitet.

Han mener, at det kræver for mange indtastninger, klik og koder at komme ind på den digitale post, til at de unge kan finde en gevinst ved at sætte sig ned og gøre det.

Også de ressourcesvage borgere, der ikke trykker ind på den digitale post, er et problem.

”Det er uheldigt, at det blandt andet er de svage borgere, der ikke ser deres post, da det netop kan få alvorlige konsekvenser for dem,” siger Jesper Bull Berger til avisen.

Det er ikke første gang, at man hører om, at de ressourcesvage borgere har svært ved den digitale post.

I slutningen af 2014 oplevede Kirkens Korshærs 35 varmestuer landet over, at kommunerne ikke tog nok hensyn til borgere som for eksempel hjemløse, der kunne have svært ved digitaliseringen af posten fra det offentlige.

Og netop den gruppe af danskere er meget vigtig at få til at tjekke den digitale postkasse, da kommunen ikke kan sende fysiske breve til folk, hvis de ikke har en fast adresse. Derfor er digital post for nogle borgere den eneste mulighed.

Alle borgere blev sidste år automatisk tilmeldt Digital Post, hvis de ikke søgte og fik fritagelse. 4,2 millioner danskere er tilmeldt, mens en halv million er fritaget.