Fortsæt til indhold
Indland

Hjemløse kæmper med NemID og digital post

Ifølge landets varmestuer er flere kommuner for dårlige til at gøre særligt udsatte digitale.

Hos Kirkens Korshærs 35 varmestuer landet over oplever man, at kommunerne ikke hjælper udsatte borgere som f.eks. hjemløse med at oprette en digital postkasse.

Knap halvdelen af varmestuerne oplever, at kommunerne ikke sætter nok ressourcer af til at hjælpe udsatte borgere med den digitale post, skriver Politiken torsdag.

”40 pct. af de varmestuer, der hjælper vores brugere med posten, oplever ikke, at kommunerne hjælper de udsatte brugere godt nok. Der er et kæmpe gab mellem hvad man forventer, at de mennesker skal kunne, og hvordan deres virkelighed er. Nogle brugere finder sundhedskortet frem og tegner bogstaverne af, når de skal sætte en underskrift,” siger Helle Christiansen, der er chef for Kirkens Korshær.

Også Blå Kors og KFUM har oplevet, at der er stor forskel på den indsats, kommunerne gør for at få de udsatte hjulpet ind i digitaliseringens tidsalder, og projektleder Lisbeth Ryelund fra Blå Kors nævner, at ”rigtige mennesker” fra kommunerne bør melde sig på banen.

Grunden til, at det er vigtigt, at f.eks. hjemløse får tilmeldt sig digital post, er, at kommunen ikke kan sende fysiske breve til folk, hvis de ikke har en fast adresse. Derfor er digital post for nogle borgere den eneste mulighed.

Også juridisk kan det være et problem, når varmestuerne - som man gør for nogle brugere - hjælper med at åbne, læse og forstå indholdet af kommunens breve. For at gøre det, kan de ansatte nemlig komme til at se hele indbakken, hvor der kan ligge breve og dokumenter, som borgeren ikke ønsker, at andre ser.

Hos kommunerne er man villig til at se på, hvordan man kan lette digitaliseringen for dem, som har det svært.

”Organisationerne kan altid tage fat i kommunerne og foreslå et samarbejde, hvis de synes, at der mangler en dialog om de udsatte på væresteder og i varmestuer,” siger kontorchef Pia Færch fra KL til Politiken.

Siden den 1. november 2014 har det offentlige sendt Digital Post til alle borgere over 15 år med et CPR-nummer. Alle, der kan, skal modtage digital post fra det offentlige, og de borgere, der har svært ved det, kan få hjælp af kommunen. Over en million brugere havde den 1. november ikke selv tilmeldt sig digital post og blev derfor ”tvangstilmeldt” breve fra kommunen og andre offentlige myndigheder.

Omkring 10 pct. af danskerne er blevet enten midlertidigt eller permanent fritaget for digital post.