Et liv fyldt med dramatik
50 år lørdag
Anna Thygesen blev i 1999 et offentligt ansigt, da hun havnede midt i den såkaldte PFA-skandale, der handlede om falske PFA-garantier for 3,6 mia. kr.
Foruden hvervet som adm. direktør for Kurt Thorsens spanske virksomhed var hun også kæreste med Thorsen, og hun var derfor kronvidne i sagen, der fik massiv opmærksomhed og fældede både Kurt Thorsen og PFA-direktør Rasmus Trads.
Efterfølgende blev hendes private forhold til Kurt Thorsen allemandseje, da det kom frem, at han gennem en længere periode havde været hende utro.
»Jeg blev gal over, hvor bevidst han havde leget med mine følelser. Jeg ville gøre noget, der gjorde ondt på ham, uden at det var alt for alvorligt, så jeg klippede alle knapperne af hans skjorter,« fortalte hun til BT, da hun i 2008 udgav bogen ”Anna T’s ABC” om sit livs op- og nedture.
Lykkelig barndom
Anna Thygesen er vokset op på en gård og beskriver sin barndom som lykkelig, mens den efterfølgende teenagetid var præget af turbulens. Da hun var 16 år, begik hendes far selvmord under en depression. Det fik moderens maniodepressivitet til at bryde ud, og fem år senere valgte hun også at tage sit liv.
I dag er Anna Thygesen seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese. Hun er uddannet erhvervssproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i Århus og Akademiøkonom fra Århus Købmandsskole.