Tilbage til maskinrummet
50 år: Bankdirektør Anders Jensen er i dag tilbage på de indre linjer.
Bag kulisserne slider en af Danmarks dygtigste bankteknikere for at sikre, at danskerne – virksomheder såvel som private – for alvor får fanget det der med, at realkreditkæmpen Nykredit altså også har en efterhånden ganske stor bank. Det har bankdirektør Anders Jensen gjort siden oktober, da hans karantæne efter skiftet fra Nordea til Nykredit udløb. Et sideskift, der samtidig sendte Jensen fra at være den svenske storbanks ansigt udadtil i Danmark tilbage i maskinrummet.
Matematiker
Den manglende opmærksomhed plager ham dog angiveligt ikke synderligt. Bankdirektørens forhold til Nordea strakte sig ellers tilbage til dengang, der var noget, der hed Unibank. Her gav Anders Jensens uddannelse som cand.scient. og ph.d. i matematik, som han indtil da havde brugt som adjunkt i matematik ved Københavns Universitet, adgang til et job i bankens Treasury-del.
Atten år senere, i foråret 2013, blev han ved bankdirektør Michael Rasmussens skifte fra topposten i Nordea Danmark til netop Nykredit adm. direktør for bankens danske kunder. »Danskerne skal lære en ny bankmand at kende,« lød det dengang i pressen. Men bare lidt mere end et år senere skiftede Jensen altså, som en del af en større eksodus fra banken, side, og fulgte sin gamle chef til Nykredit.
Umiddelbart et skridt nedad af rangstigen og væk fra rampelyset, men for flere gav skiftet – der blandt observatører også blev tilskrevet ansættelsen af en tidligere departementschef som direktør i Nordea – god mening:
»Nykredit er meget mindre end Nordea. Til gengæld træder Anders Jensen ind i direktionen. Så hierarkisk træder han op, men i en mindre organisation. De to forhold har han måttet afveje, men han er en type med strategisk indsigt, og jeg tror, at han hellere vil være chef for en mindre butik end at være en af mange chefer i en stor butik,« lød analysen fra en direktør i en konkurrerende finanskoncern dengang over for Jyllands-Posten.
Fokus på tallene
I stedet for at stå i skudlinjen, når dårlige historier om forretningen giver tæsk i medierne, er Jensen altså i dag tilbage på de indre linjer, hvor han kan udøve den rolle, han i flere år også havde i Nordea Danmark – at udvikle forretningen i stedet for at drive den.
Det sker med fokus på tallene, har Anders Jensens modpart i talrige overenskomstforhandlinger, Kent Petersen, formand for Finansforbundet, forklaret:
»Anders Jensen er en mand, der går højt op i tallene, når der skal forhandles. Der går meget lang tid, før det politiske opstår i diskussionen. Nogle gange får jeg det indtryk, at tallene fylder mere for ham end et kompromis. Men han er vel ikke matematiker uden grund,« lød det fra Kent Petersen, da Anders Jensen tog over i Nordea i 2013.