Fortsæt til indhold
Indland

Topadvokat i vælten endnu

75 år torsdag: Mogens Skipper-Pedersen har rigeligt at lave som en slags pensionist og ynder også at rejse - gerne til New York.

LONE ANDERSEN

Han kunne have valgt stille og roligt at drosle ned, så man kan ikke beskylde Mogens Skipper-Pedersen for gå over og ud af haven, hvor gærdet er lavest.

Efter det tidspunkt, da en almindelig pension havde været fuldt acceptabel, valgte han at sige ja til at undersøge nogle af de krakkede danske banker i årene 2008-09 sammen med to advokatkolleger. Det førte til kritik af en del tidligere bankfolk, hvoraf flere så omvendt svarede krast igen i offentligheden.

Det er dog langt fra det eneste faglige, fødselaren bruger sin tid på. Godt nok er han fratrådt som partner i advokatfirmaet Kromann Reumert – hvor han har været i noget nær en menneskealder, fra 1974 til 2007. Men han fortsætter sit virke som voldgiftsdommer igennem en privat virksomhed, han har stiftet sammen med en anden topadvokat, Jan Erlund.

Mogens Skipper-Pedersen har via sit advokatfirma siddet i et utal af bestyrelser og har specialiseret sig i virksomhedsovertagelser og virksomhedshandler og privatiseringer.

Han fik også tid til at stå for en række store danske konkursboer og fokuserede de sidste 10 år i Kromann Reumert på arbejdet som voldgiftsdommer.

Med andre ord: Den advokatfuldmægtig, der spørger »hvem er han«, når Mogens Skipper-Pedersens navn bliver nævnt, skal nok forberede sig på noget af en huskekage.

Han selv kan bruge lidt mere tid på sine fritidsinteresser, som dækker over i første omfang familien – den består af hustruen Merete Rønde og deres fire voksne børn og fire børnebørn – og desuden klassisk musik, opera, golf, bridge og lidt træning.

Mogens Skipper-Pedersen, voldgiftsdommer, Hellerup.