Øl i håret var ikke nok til bortvisning
Stor bod til offentlig arbejdsgiver efter bortvisning af ansat, der havde opført sig dårligt over for kolleger ved en privat fest.
Øl i håret på en kollega og generelt dårlig opførsel i privatlivet er ikke nok til, at arbejdsgiveren kan bortvise en ansat, som der ikke tidligere har været samarbejdsproblemer med.
Det har en offentlig institution i Nordjylland måtte sande efter at have tabt en sag ved Retten i Aalborg, skriver Fagbladet FOA.
Her blev institutionen dømt til at betale en erstatning på 254.055 kr. til en mandlig sosu-assistent, som var blevet bortvist efter dårlig opførsel over for kolleger ved en privat fest.
Beløbet svarer til fem måneders løn i opsigelsesperioden og yderligere tre måneders godtgørelse for usaglig opsigelse.
FOA har ført sagen for sosu-assistenten, der arbejdede for institutionen tilbage i 2013. Vedkommende deltog i juni 2013 i en kollegas 50 års fødselsdag, hvor 12 af festens 60 deltagere var fra arbejdspladsen.
Festen udviklede sig for sosu-assistenten, der blev meget beruset. I løbet af aftenen hældte han øl i håret på en mandlig kollega og fornærmede blandt andre en kvindelig kollega.
"Jeg bad om at få mulighed for at sige undskyld til dem, jeg havde fornærmet. Og hvis det så ikke lykkedes at genoprette tilliden, kunne de jo fyre mig efterfølgende, men det afviste ledelsenSosu-assistent til FOA's hjemmeside
Selv husker han ikke størstedelen af festen, men blev bekendt med sin opførsel, da han næste dag ringede til værten. Om mandagen gav han den pågældende kollega en undskyldning og troede, at fadæsen var glattet ud.
Men 10 dage efter festen blev han bortvist af sin leder, fordi han tilsyneladende også havde fornærmet andre kolleger under festen.
"Jeg bad om at få mulighed for at sige undskyld til dem, jeg havde fornærmet. Og hvis det så ikke lykkedes at genoprette tilliden, kunne de jo fyre mig efterfølgende, men det afviste ledelsen," siger sosu-assistenten til FOA's hjemmeside.
Han ønsker ikke at få sit navn frem af hensyn til sin familie, men erklærer sig "rigtig ked af" sagen.
Sosu-assistenten afviste at underskrive bortvisningen og gik i stedet til FOA Aalborg, der valgte at køre en sag for usaglig bortvisning.
Retten fandt, at en advarsel til den ansatte havde været på sin plads, idet der ikke tidligere havde været samarbejdsproblemer.
Modparten har frem til den 2. februar til at anke dommen.