Osvalds søn
Mærkedage: I dag er det 10 år siden, skuespilleren Frits Helmuth døde, 73 år gammel. En ny biografi om Helmuth fortæller en barsk historie om karrierens mange op- og nedture. De sidste især forbundet med alkohol.
Det er 10 år siden.
Og alligevel står skuespilleren Frits Helmuth lyslevende i de flestes erindring.
Fordi han var så markant og karakteristisk en skuespiller.
”Med mellemrum” hed hans erindringer, udsendt i 2000.
Mellemrummet var mellem tænderne.
Frits Helmuth, der umiskendeligt var sin far Osvalds søn og alligevel sin helt egen. Som debuterede syv år gammel sammen med sin far i filmen ”Blåvand melder storm” fra 1938, og som sluttede teaterkarrieren 65 år senere i 2003 med en hyldest til faderen i forestillingen ”Osvald & Søn”, der turnerede over hele landet og indbragte Frits Helmuth stående applaus aften efter aften.
Indlevelse
Tidligt i karrieren blev Frits Helmuth hovedrollernes mand.
Et imponerende rolleregister kan opregnes. Op mod 90 teaterroller, fra Stalin til Aksel Larsen, fra Strindberg til J.C. Jacobsen.
Foruden alle de andre figurer, der ikke var hentet fra virkelighedens verden: Cyrano de Bergerac, Faust, Niels Klim, og på film lektor Blomme i filmen ”Det forsømte forår”, Karl Aage i ”Dansen med Regitze” og senest den senile hr. Walentin i Erik Clausens ”Hotel Paranoia”.
De fleste roller og karakterer kom indefra. Voldsom maskering og falske næser var ikke lige Frits Helmuth.
I stedet blev rollerne formet med stor menneskelig indlevelse og præcist nuanceringstalent, uden fordømmelse eller forenkling, så vi troede på hver en centimeter af ham, hvad enten han tegnede det store magtmenneske eller manden på gulvet.
Hvilket netop viste talentets spændvidde.
Ikke sært, at teaterpriser sammen med Robert- og Bodil-priser gennem årene regnede ned over ham.