Fotografens bedste skud: Langt væk og i smerter

Dagens fotograf: Ida Munch, f. 1990.

Ansat: Fotojournalistpraktikant på Jyllands-Postens redaktion i Aarhus siden august 2014.

Andet: Hun har baggrund i den Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana og Grundtvigs Højskole, hvor fotografiet fik en større og større rolle i hendes liv.

27-årige Marlene Brokmann blev for et år siden uhelbredeligt syg af kræft. Det gør ondt - både fysisk og psykisk. På trods af de dystre udsigter har hun en plan om at se sin syvårige søn vokse op.

Jeg læste en artikel om Marlene i Kræftens Bekæmpelses medlemsblad og tænkte med det samme, at hendes historie skulle have været fortalt på en mere personlig måde. Det var tydeligt, at journalisten ikke havde tilbragt nok tid sammen med hende. Derfor opsøgte jeg selv Marlene. Hun sad med samme opfattelse som mig, men var også overvældet over al den tid, jeg ønskede at bruge sammen med hende. Det blev tre intense uger for os begge. Jeg var konstant nervøs for, at hun ville bakke ud af projektet, fordi det kom for tæt på. Men hver dag åbnede der sig en dør til et mere ærligt billede af det menneske, jeg sad overfor. Det var en kæmpe gave.

Marlene havde taget sin mor med, da det færdige projekt blev udstillet på Journalisthøjskolen. Hun syntes, det var et meget ærligt billede af hende selv, og der trillede tårer ned af kinderne på hendes mor. Det rørte mig dybt ind i hjertet. Marlene stod længe og betragtede billederne. Som om hun kiggede i et spejl, der ikke løj.

Marlene har en del tatoveringer, der alle betyder noget for hende. Det ville jeg gerne have med i min fortælling. Mens jeg lavede projektet, var der blot ikke en situation, der passede ind i den samlede fortælling. Jeg havde talt meget med Marlene om tatoveringerne og havde også i spøg spurgt, om hun ikke skulle have lavet en til. Men nej. Nogle uger efter udstillingen af projektet skrev Marlene pludselig til mig. Beskeden var kort og faktuel. Hun skulle have lavet en ny tatovering, og jeg måtte gerne komme med. Jeg havde egentlig andre planer den dag, men jeg fornemmede, at dette kunne blive et stærkt øjeblik i min fortælling. Også selv om jeg egentlig var færdig med projektet.

Marlene skulle havde tatoveret ”If you don’t suspect it, you can’t detect it” på sit kraveben.

I lægeverdenen er zebra en fællesbetegnelse for sjældne diagnoser. En klassisk talemåde for medicinstuderende lyder: ”Når du hører hovslag, tænk da hest og ikke zebra.” Altså antag først det mest sandsynlige, når du diagnosticerer. Men lige præcis for patienter med Marlenes kræftsygdom, NET, vil det være en fordel, hvis lægen tidligt i forløbet tænker ”zebra” og ikke ”hest”, fordi denne kræftform ofte bliver opdaget for sent. Derfor er mottoet på den internationale NET-dag ”Think zebra - If you don’t suspect it, you can’t detect it.”

Billedet betyder meget for mig, fordi det indkapsler en følelse, som repræsenterer historien, jeg ville fortælle. Det viser en ung kvinde, der som så mange andre på hendes alder bliver tatoveret, men dykker du dybere ned, ser du, at det ikke er en helt almindelig tatovering. Det røde bælte, der skær sig over hendes bryst, er meget symbolsk, og hendes blik er på en og samme tid stærkt og tomt. Det er et sammenstød mellem det uskyldige og feminine ansigt og det rå og voldsomme.

Bragt i Jyllands-Posten den 5. Juni 2014

2. Fodringstid i øko-børnehaven

Dette billede har ikke en dyb historie bag sig, men jeg elsker det liv, der er at finde i det. På mange måder er der ligheder med et abebur, men det er enormt livsbekræftende at se børn få lov til at være børn og ikke sidde og stirre ind i en skærm.

Børnene spiste tomatsuppe i anledning af, at deres børnehave havde fået det økologiske fødevaremærke i sølv. Det betyder, at de 125 børn spiser mad lavet med mindst 85 pct. økologiske ingredienser. Det var en festdag og stadig lunt nok til at sidde ude uden overtøj på, selvom de fleste forældre nok ville havde foretrukket, at deres børn havde været iført regntøj til spisningen. Jeg gik rundt mellem de mange borde, indtil børnene ikke lagde mærke til mig mere, så var billederne der pludselig.

Det er altid en fedt at komme hjem fra en simpel opgave med en følelse af, at man har fået mere med hjem. En lille fortælling i et billede.

3. Flemmings briller havde fået et knæk

Det her er Flemming. Jeg mødte ham for nogle år siden på en gåtur langs slotssøen i Hillerød. Flemming sad på en bænk og nød udsigten ud over den tilfrosne sø, da der kommer en helikopter flyvende. Det ligner en eftersøgning efter nogen i søen. Flemming fortæller, at han ikke ser så godt og spørger, hvad der sker. Vi sidder lidt og kigger på helikopteren uden at sige noget, da Flemming pludselig rejser sig og tager et brilleglas op af lommen. ”Det var bedre”, udbryder han. Han indrømmer, at han er kommet til at sætte sig på brillerne for en uge siden, men de virker fint endnu, understreger han.

Jeg har under hele vores snak siddet med mit kamera i skødet, og selvom jeg har rejst mig og nu fotograferer Flemming fra en meters afstand, virker han ikke til at ænse mig. Helikopteren forlader søen uden at foretage en redningsaktion, og alle, der er stoppet op lidt længere nede ad stien, går videre. Vi sætter os igen og snakker lidt videre, inden kulden bidder for meget i mine ben. Så takker jeg for snakken og går ind til byen igen. Hver gang jeg er i Hillerød, går jeg forbi bænken i håbet om at støde ind i Flemming. Men jeg har ikke mødt ham igen. Endnu.

4. Hende jeg kendte, men ikke vidste hvem var

Rita bor i sit hus i Rødovre. Her har hun boet i mange år. Og selvom hun har rundet de 80 år, har hun ikke tænkt sig at flytte væk. I min barndom var Rita den søde gamle dame, der altid sagde hej til os, når vi kom cyklende om hjørnet. Hun var altid på farten. På vej i kirke, i genbrugsbutikken, hvor hun var frivillig, til gymnastik eller af sted for at besøge en bekendt. Jeg har altid været fascineret af hendes gåpåmod og livslyst, så da jeg fik stillet opgaven ’alderdom’ til Journalisthøjskolens optagelsesprøve, ringede jeg på hos Rita. Med den største naturlighed åbnede hun sin dør for mig, og lod mig være den flue på væggen, som jeg så godt kan lide at være.

Ritas ro omkring min tilstedeværelse gjorde, at også jeg slappede af, og alle vi mødte uden for Ritas hjem gjorde det samme. Det gav mig perfekte arbejdsbetingelser og viste mig en tillid, som jeg stadig bruger den dag i dag. Det var en gave og bekræftede mig i at, jeg havde fundet min rette hylde.

5. Silas’ operation. En af mange

Jeg mødte Silas og hans familie under et optog for sjældne sygdomme. Det var umuligt ikke at bide mærke i familien med den lille, storsmilende spirrevip. Da optoget var slut, tog jeg mod til mig og snakkede med Silas’ forældre, Malene og Carsten. Vi aftalte, at jeg skulle komme hjem og besøge dem nogle dage efter. Det var en overvældende hjertevarme, der mødte mig, fra jeg trådte ind af døren. Og den følgende uge kom jeg tit i hjemmet i Ølstykke. Da ugen var omme, afleverede jeg billederne til kritik på fotoskolen Fatamorgana, hvor jeg gik. Det var en mærkelig følelse at aflevere billeder af en så dyb og kompliceret situation efter blot en uge. Det var hurtigt gået op for mig, at jeg gerne ville følge familien i længere tid, og da Silas ugen efter skulle opereres, fik jeg lov at komme med.

Silas har Crouzon Syndrom. Det betyder, at hans kranie er vokset sammen for tidligt og derfor skal udvides ved en række livsfarlige operationer igennem hele hans barndom, så hans hjerne kan vokse normalt. Intelligensen er som regel normal hos Crouzon-patienter. Sygdommen giver dog mange følgesygdomme og problematikker.

Jeg havde talt meget med Malene om operationen og de tidligere operationer, men det var alligevel overvældende at komme ind på hospitalet om morgenen på dagen for operationen. Det var som om, at al lyd forsvandt omkring mig, da jeg nærmede mig Silas’ stue, men her blev jeg mødt med Silas’ latter. Det løsnede knuden i min mave lidt. Da Silas skulle lægges i narkose, måtte vi diskutere med lægerne, om jeg overhovedet måtte være til stede, selvom det var aftalt på forhånd. Det var hårdt at skulle kæmpe den kamp midt i alt det alvorlige, der foregik. Da Silas var bragt i narkose, gik vi ned på patienthotellet. Dette var den vigtigste historie for mig. Forældrenes kamp.

Efter nogle timers venten besluttede jeg mig for at gå en tur. Vi havde aftalt, at Malene ville ringe, hvis der skete noget nyt, så jeg knugede min telefon i hånden hele vejen gennem Fælledparken og op til min mors lejlighed. Jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde spist hele dagen. Jeg fik en kiks og en kop te. Så gik jeg tilbage. På Rigshospitalet gik jeg direkte ned på toilettet. Jeg havde fået kvalme, og det gik op for mig, hvor stort et psykisk pres, jeg udsatte mig selv for.

Nogle timer efter operationen skulle have være overstået ringede Malenes telefon. Operationen var gået godt, men de var blevet nødt til at lægge Silas i medicinsk koma, så han kunne hele. Der blev ikke sagt et ord i den mørke gang under Rigshospitalet på vej op til intensiv afdeling. Silas’ forældre holdt i hånd. Jeg gik lidt bag dem og knugede mig til mit kamera.

Silas blev holdt i koma i en uge. Det var mindst lige så risikabelt at tage ham ud af koma, som selve operationen havde været. Proceduren blev gennemgået grundigt for samtlige læger og sygeplejersker på afdelingen. Billedet er taget, lige efter Silas er blevet vækket. Han er stadig langt væk og i smerter. Malene læste for ham og nussede hans hånd. Det er to dage, jeg aldrig vil glemme.

Serie: ”Mine fem bedste skud”