Tamil-sagen blev Ninn-Hansens skæbne

Erik Ninn-Hansen ville have protesteret voldsomt over en nekrolog, der tager udgangspunkt i, at eftertiden især kommer til at huske ham som hovedpersonen i Tamilsagen.

Det er denne helt enestående sag, som i 1993 fældede Poul Schlüter og bragte Poul Nyrup Rasmussen til magten, ligesom den fik Rigsretten i funktion påny - for første gang siden 1910.

Den nu afdøde politiske veteran, der gennem en lang og imponerende karriere holdt af folkestyret og det parlamentariske arbejde, ville i sin kritik have mindet om, at han dog sad gennem hele 41 år i Folketinget, hvor han tilmed i 1989 valgtes til formand. Han ville have peget på sine fremtrædende ministerposter fra 1968 til 1971 og igen fra 1982 til 1989 og på sin ledende rolle i Det Konservative Folkeparti.

Og det kan med fuld ret tilføjes, at frem til 1989 var han en af de toneangivende og mest magtfulde politikere på Christiansborg.

Men det var Tamilsagen, der blev Erik Ninn-Hansens skæbne.

Det nyttede således ikke, at han fra start til slut påberåbte sig, at han ikke havde gjort sig skyldig i noget som helst ulovligt. At han havde ren samvittighed.

Frem til dommens dag i juni 1995 stod det klart, at en mindre insisterende, en mindre ærekær, stædig og kampberedt Ninn-Hansen sagtens havde afværget, at sagen i det hele taget nåede frem til rettens bord.

Men han nægtede at stå alene som anklaget. Han ville renses. Rigsretten skulle frifinde ham, uanset at retten, hvilket Ninn-Hansen og hans advokater fremførte, havde sit element af partiudvalgte dommere.

Hovedargumentet var, at han som justitsminister handlede ud fra forvisningen om at have sikret sig politisk rygdækning til alle dispositioner over for tamilerne.

Sagen har navn efter asiatiske flygtninge, som måtte se deres ansøgninger om familiesammenføring syltet i Justitsministeriet, hvilket stred mod loven.

Rigsrettens dom kom til at lyde på fire måneders betinget fængsel. Den sendte Erik Ninn-Hansen ud af det gode selskab. På Amalienborg måtte han tilbagelevere sit kommandørkors af første grad.

Gamle venner og partifæller som for eksempel Poul Schlüter havde vendt ham ryggen. Poul Schlüter kunne have medvirket til, at denne sag blev lukket, dersom Ninn-Hansen ikke så ihærdigt havde modarbejdet dette.

Ninn-Hansen fremturede og provokerede med sin opfattelse af sagen og dens omstændigheder. Dette forbitrede en regeringschef, der måtte se sin snarlige afgang i øjnene.

Erik Ninn-Hansen klynkede ikke over sin skæbne. Men han kunne beklage, at han følte sig svigtet og dermed gjort mere ensom. Hertil kom alvorlige helbredsproblemer, der blandt andet betød udskydelse af retssagen.

Det gjorde indtryk, da Ninn-Hansen i et åbenhjertigt interview sagde om sin eneste datter, der i 1991 døde af sygdom, at ”efter min datters død er mit liv blevet meningsløst.”

Historien om Erik Ninn-Hansen er også beretningen om den opvakte bondesøn fra Skørpinge ved Slagelse, der via deltagelse i ungdomspolitikken, som den udfoldede sig i Studenterforeningen, blev bidt af den politiske bacille – i en sådan grad, at taktik og strategi ofte kunne få forrang for den politiske substans. Han elskede den hårde fight og gjorde sig i sine yngre år kendt som en altid udfarende og aggressiv politiker.

Håndværket blev lært til bunds, men der blev fundet tid til juridisk embedseksamen i året, da han blev landsformand for KU.

I 1954 fik Erik Ninn-Hansen bestalling som landsretssagfører. I lange perioder – første gang frem til 1968 – drev han selvstændig forretning som advokat, og det erindres blandt klienter og andre, hvordan Ninn-Hansen i de for ham svære år i begyndelsen af 90`erne var en anerkendt beskikket forsvarer for personer, der risikerede at blive fængslet i Københavns dommervagt.

Men det var som det politiske dyr, han nu engang var, Erik Ninn-Hansen kom til rette udfoldelse. I 1953 blev han første gang valgt til Folketinget og var den næstyngste i forsamlingen. Blandt sagerne, han huskes for, var et krav om, at daværende minister Johs. Kjærbøl skulle stiles for Rigsretten efter Grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis i 1959. Kjærbøl havde fortiet advarsler fra sagkyndige mod vintersejlads ved Grønland.

Efter denne debat blev Erik Ninn-Hansen den utrættelige forkæmper for den særlige lov om ministeransvar, som blev vedtaget i 1964.

Fire år senere blev VKR-regeringen dannet med Erik Ninn-Hansen som forsvarsminister. Mange i værnene glædede sig til – til en afveksling - at få en konservativ minister, men skuffelse bredte sig. Der kom krav om besparelser, og langhårede soldater blev tilladt.

I 1971 fik han et halvt år på posten, han havde stilet efter, nemlig som finansminister.

Derefter kom en meget kritisk tid for de konservative. ”Partiejer” Poul Sørensen var død og kronprinsen, Poul Møller, alvorligt syg. Situationen førte hurtigt til hensynsløs magtkamp mellem de to rivaler siden KU-tiden, Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen.

Den udmarvende strid, der fremfor alt drejede sig om magten, selv om Ninn skulle stå for en klassisk konservativ linie, mens ”Clemme” fremstod som den midtsøgende, endte med, at Ninn-Hansen måtte gå som gruppeformand og Haustrup Clemmensen som partiformand.

Herefter blev ledelsen overdraget til Poul Schlüter, som havde forstået at holde sig fri af fjender.

1982 blev næste markante årstal i Ninn-Hansens karriereforløb. Som den eneste med ministererfaring blev han medlem af den nye borgerlige koalitionsregering og blev justitsminister. De følgende tre-fire år var han en af statsminister Poul Schlüters nærmeste fortrolige og fik stor indflydelse på regeringens kurs. Forholdet mellem de to kølnedes dog langsomt, men sikkert. Statsministeren opnåede egen erfaring, og han lyttede efterhånden mere til andre end til Ninn-Hansen, hvilket pinte den ærekære politiker.

Erik Ninn-Hansen fortsatte ind i Tamilsagen uanfægtet af omgivelsernes advarsler og redningsforsøg. Han tabte blikket for juraen, mens han stirrede alt for blindt på nogle politiske mål.

Det store persondrama udspillede sig med mange af en tragedies træk. Men tamilerne var lynhurtigt glemt.

Mange politikere var uengagerede tilskuere, mens retssagen fandt sted.

Tamilsagen havde da tjent sit første formål: en meget sejlivet regerings fald.

Erik Ninn Hansen forlod dansk politik i 1994 og har siden da levet en tilbagetrukket tilværelse. En af de mest omstridte skæbner i dansk, politisk historie, blev 92 år gammel.