Fortsæt til indhold
Indland

Kandidaternes kendis står stærkest – igen

På trods af sin hverdag i Europa-Parlamentet gør Morten Messerschmidts (DF) personlighed, at han står stærkt herhjemme, mener en ekspert.

Søren Lissner

Han er kæreste med en bakkesangerinde, der er 23 år ældre end ham selv, han har udgivet en podcastserie om sin forkærlighed for opera og rejst Europas brændpunkter tynde i et DR2-program med Dan Jørgensen, ofte iført sin karakteristiske lyse stråhat.

Med andre ord er Morten Messerschmidt en EU-politiker, der skiller sig ud fra mængden. I øjeblikket pryder han valgplakater på diverse bus- og togstationer rundt om i landet, hvor han vender tomlen op til mere Danmark og ned til EU.

På samme måde, som mange danskere også enten har vendt tomlen op eller ned til Morten Messerschmidt selv, siden han i midten af 00’erne først trådte ind på den landspolitiske scene. Men fælles for vælgerne er, at de har en mening om Dansk Folkepartis spidskandidat og frem for alt ved, hvem han er i modsætning til andre EU-kandidater.

Det er en stor styrke og skyldes ifølge lektor i EU-studier ved Aarhus Universitet Derek Beach i høj grad Messerschmidts særprægede personlighed og mange optrædener i mediebilledet.

»Han er en type, som altid finder en måde at være synlig på imellem valgene til Europa-Parlamentet via sine indlæg i dagbladene eller mange programserier. Hans personlighed tegner Dansk Folkepartis EU-skepsis, og i modsætning til andre kandidater forsvinder han ikke ud af vælgernes sind nede i Bruxelles,« siger Derek Beach.

Messerschmidt selv har igennem sin karriere ikke lagt skjul på, at fritiden smelter sammen med arbejdet, ligesom tilfældet er for mange andre politikere. Det er ikke bare noget, som man er fra kl. 9 til kl. 17. Specielt ikke, hvis man som Messerschmidt ved EU-valget i 2009 skal score det næsthøjeste antal personlige stemmer nogensinde.

Ivrig operagænger

Men når det ikke handler om at overgå de 285.000 stemmer fra 2009 eller synspunkter i forhold til patentdomstolen, er Dansk Folkepartis EU-spidskandidat en ivrig operagænger. En interesse, der hos Messerschmidt blev skabt helt tilbage i 4. klasse og siden har givet en udtalt interesse for Beethoven, Verdi, Puccini, Mozart og Wagners største værker.

Den for nogen lidt modne musikinteresse tilhører en mand, der også er blevet langt mere moden selv på den politiske scene igennem den seneste årrække, mener Derek Beach.

»Morten Messerschmidt har på mange måder gennemgået samme udvikling som sit parti. Han kunne tidligere i sin karriere godt fremstå som lidt råbende og rabiat med sine synspunkter. Men han er kommet meget mere på bølgelængde med vælgerne ved at give noget af sig selv i sine mange medieoptrædener,« siger Derek Beach.

Portræt af Det Konservative Folkepartis spidskandidat, Bendt Bendtsen: Den stædige kriminalassistent