Guldhornene
I 1802 brød den fattige guldsmed Niels Heidenreich ind på Kunstkammeret i København og stjal to guldhorn, som var blevet fundet på en mark i Sønderjylland i henholdsvis 1639 og 1734. Hjemme i sit køkken smeltede den langfingrede guldsmed de 6,9 kg guld om til bl.a. smykker og skospænder.
Noget guld gemte han, andet blev solgt, og et enkelt sæt øreringe lavet af guldhornsguld gav han – regner man med – til sin udlejer, som han skyldte penge. Øreringene findes endnu og er udstillet på museet i Ringe.
Måske var han sluppet af sted med det hele, hvis ikke han ud over at stjæle også forsøgte at snyde – ved at blande messing i noget af guldet. I 1803 blev guldsmeden anholdt og sendt 37 år i fængsel.
Efter tyveriet forsøgte man at rekonstruere Guldhornene ud fra tegninger og kobberstik. De originale horn er med sikkerhed fra 400-tallet, men det er aldrig lykkedes at forstå den fulde mening bag de mange mennesker, dyr og fabelvæsener, som Guldhornene var udsmykket med.
Tyveriet optog digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) stærkt. Efter en 16 timer lang samtale med filosoffen Heinrich Steffens (1773-1845), der netop var vendt hjem med nye tanker fra Tyskland, gik den kun 22-årige Oehlenschläger direkte hjem til sit logi i Vestergade og skrev et digt, der er gledet ind i både danskundervisningen og dansk historie. Med digtet ”Guldhornene” flytter den tyske romantik, der søger ånden i naturen og hylder poesien og oldtidens mytologi, til Danmark.
Bag Oehlenschlägers flotte strofer om Guldhornene ligger en meget skarp kritik af en kultur og et samfund, der havde mistet sansen for historie, myte og kunst. Oehlenschläger så en samtid, der var materialistisk, nyttepræget og åndsforladt, og som ikke havde forstået betydningen af den gave, som Guldhornene var.
Romantikken kom til at gennemsyre kunsten i 1800-tallet i en grad, som Oehlenschläger næppe havde begreb om i efteråret 1802. Digtet vakte da heller ikke særlig opsigt til at begynde med. Først senere i århundredet blev den romantiske tankegang så udbredt, at man i stor stil begyndte at tolke oldsager som minder fra fortidens helte, og ”Guldhornene” blev udråbt som det første tegn på en genfødsel af det ægte danske.
I forbindelse med digterens 100-års-dag i 1879 udkom en prægtig illustreret udgave af digtsamlingen med ”Guldhornene”.