Eksperter: Svært at undgå tvang med den økonomi

Alt for mange psykiatriske patienter bliver spændt fast i seler og tvangsmedicineret.

Det mener både regeringen og en lang række eksperter, og i november kom så det nedskrevne mål, som store dele af psykiatrien har efterlyst i årevis. Tvangen skal halveres frem mod 2020, lød det i den finanslovsaftale, som regeringen indgik med Venstre og De Konservative. Men nu bliver der sat spørgsmålstegn ved, om en halvering overhovedet er mulig for de afsatte penge.

»Hvis man vil have reduceret tvangen, skal man også være klar til at give de ressourcer, der er nødvendige for at opnå målet. Og der er ikke givet ressourcer i den størrelsesorden,« siger Klaus Müller-Nielsen, ledende overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark og en af regeringens egne eksperter.

Han blev i 2012 udpeget af sundhedsminister Astrid Krag (SF) til regeringens psykiatriudvalg, som for nylig kom med sine anbefalinger til fremtidens psykiatri.

For få millioner

Mens sundhedsministeren sendte psykiatriudvalget i arbejdstøjet med den besked, at ingen anbefalinger måtte koste en krone, er der bundet penge til målsætningen om en halvering af tvangen. Knap 300 mio. kr. over de næste fire år – størstedelen fra finansloven og resten fra satspuljen – samt penge til forbedring af de fysiske rammer. Men det er efter alt at dømme ikke nok, vurderer også Niels Damsbo, lektor ved Syddansk Universitet og også medlem af regeringens psykiatriudvalg.

»Der skal menneskelige ressourcer til for at få tvangen ned, og det er svært at se, at pengene kan skaffe de nødvendige ressourcer,« siger Niels Damsbo.

En psykiater må beordre en patient bæltefikseret, hvis vedkommende er til fare for sig selv eller andre, udøver voldsomt hærværk eller groft forulemper andre patienter. For at sikre, at patienten ikke ligger spændt fast alt for længe, er der indført en grænse på 48 timer – herefter skal en anden psykiater indover for at vurdere, om det er på sin plads at fortsætte bæltefikseringen.

Mens andelen af psykiatriske patienter, som udsættes for tvang, er faldet fra 22,7 pct. i 2011 til 21,8 pct. i 2012, er antallet af ikke mindst de lange bæltefikseringer steget. I 2012 skete det 715 gange, at en patient lå i bælte i mere end 48 timer – fra 2005 til 2011 skete det mellem 557 og 696 gange årligt.

En halvering af tvang kræver mere kvalificeret arbejdskraft, mener Damsbo.

»Pengene rækker nok ikke til, at man kan have velkvalificeret personale fra Aalborg til Bornholm,« siger han.

Enslydende budskab kommer fra Per Holm, direktør for Socialt Udviklingscenter SUS og medlem af psykiatriudvalget.

»Der skal flere midler til for at nå det mål,« siger Per Holm, der dog roser sundhedsministeren for at sætte psykiatrien højt på den politiske dagsorden og for – trods alt – at afsætte penge.

Astrid Krag skriver i en skriftlig kommentar:

»Man kan altid stille spørgsmål ved, om der nu er afsat penge nok, men omvendt vil flere penge heller ikke nødvendigvis være en garanti for bedre resultater. Vi får nu en ambitiøs national målsætning med bred politisk opbakning, og jeg tror på, at vi kan opnå gode resultater.«

Patienter til gaden

Også i de kredse, der er tæt på de socialt udsatte psykiatriske patienter, er der bekymring. Selv om Ivan Christensen, forstander på Mændenes Hjem på Vesterbro i København, bestemt ikke er fortaler for mere tvang i psykiatrien, er han alligevel bekymret på vegne af sine brugere.

»Jeg frygter, at man i psykiatrien udskriver flere til gaden, fordi de ikke kan tilbyde behandling til den gruppe, som ofte både har psykiatriske sygdomme og et misbrug,« siger han.

Også forstanderen på Kofoeds Skole, Robert Olsen, har betænkeligheder:

»En oplagt mulighed for at opnå de opsatte mål om mindre tvang i psykiatrien kunne f.eks. være at udskrive besværlige patienter og overlade dem til sig selv, til gaden, herberger eller politiet,« skrev Robert Olsen i en kronik i Jyllands-Posten i december.