Hver tredje dansker tror på liv efter døden
Fire af ti danskere tror på en gud, viser en ny undersøgelse.
Selvom Danmark er en sekulariseret land, spiller tro stadig en rolle for mange danskere.
41 pct. af danskerne tror således på en gud, mens 36 pct. tror på et liv efter døden. Det viser en undersøgelse, som Yougov har foretaget for Søndagsavisen.
Mange mennesker vil gerne føle sig en del af noget større, og her er tanken om det evige liv eksempelvis en måde at sætte sig selv ind i en større ramme påPeter Lüchau, , religionssociolog ved Københavns Universitet.
"Danskerne er forbavsende religiøse, men det er ikke noget, de fleste danskere forholder sig til. Religion er blevet et sæt normer, der ligger i baghovedet. Man skilter ikke med det, og det er noget, man først og fremmest har med sig selv og sin familie" siger Peter Lüchau, religionssociolog ved Københavns Universitet, til Søndagsavisen.
Han forklarer til avisen, at religion i 1990'erne og 2000'erne fik et comeback i den danske befolkning.
En del af noget større
Peter Lüchau mener, at danskeren især søger mod religionen, fordi videnskaben ikke kan forklare "de grundlæggende spørgsmål i livet".
"Mange mennesker vil gerne føle sig en del af noget større, og her er tanken om det evige liv eksempelvis en måde at sætte sig selv ind i en større ramme på. Tanken om at det ikke er ikke slut, når man dør, og at man er del af noget større og kontinuerligt, er tiltrækkende for mange," siger Peter Lüchau til Søndagsavisen.
Yougovs undersøgelse viser, at flere kvinder end mænd tror på en gud samt liv efter døden. Og det er helt naturligt, mener Svend Andersen, professor i teologi ved Aarhus Universitet.
Ifølge ham er kvinder nemlig tættere på de dybe følelser, fordi de føder børn, mens mænd er hurtigere til at være bedrevidende og afvisende, skriver Søndagsavisen.